Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Salling Fondene uddeler stort millionbeløb til medarbejderne

Fondene bag Danmarks største detailkoncern, Salling Group, uddeler knap 15 millioner kroner til medarbejdere i virksomheden.

 

Over 9.000 medarbejdere i blandt andet Bilka, føtex, Netto og Salling Stormagasiner kan glæde sig til en lille ekstra hilsen på lønsedlen i slutningen af august. Det sker, når Salling Groups ejere, Salling Fondene, uddeler en del af fondens overskud til medarbejdere.

 

I alt er der tale om en uddeling på 14,7 millioner kroner fra Købmand Ferdinand Sallings Mindefond. Fonden blev stiftet i 1957 af Salling Groups grundlægger, købmand Herman Salling, og hans søster, blandt andet med det formål, at en del af fondens overskud skulle tilfalde medarbejderne i virksomheden. Gratialet gives til både nuværende og tidligere medarbejdere, som har været ansat i hele perioden fra 2016 til 2019.

 

Vores medarbejdere arbejder hver dag for at gøre hverdagen bedre for vores kunder og samfundet omkring os. Gennem deres indsats kan vi også investere i flere bæredygtige løsninger og hjælpe, hvor vi kan, eksempelvis under en krise som COVID-19. Derfor er vi glade for, at en del af fondens overskud på denne måde kommer medarbejderne til gode, siger Per Bank, formand i Købmand Ferdinand Sallings Mindefond og administrerende direktør i Salling Group.

 

Salling Fondene blev i 2017 eneejer af Salling Group efter at have tilbagekøbt de resterende aktier i virksomheden. Fondene er kendt for at støtte en lang række initiativer og projekter, der er til glæde og gavn for mennesker i Danmark. Samlet set har fondene siden 2012 uddelt over én millard kroner til kultur, sport, uddannelse, kirke og velgørende formål.

 

Seneste uddeling af gratiale til medarbejderne var i 2019.

 

– – – – – –

 

Om udbetalingen af medarbejdergratialer

• Salling Fondene (Købmand Ferdinand Sallings Mindefond) udbetaler 14.733.727 kroner i medarbejdergratialer.

• Alle medarbejdere i Salling Group er berettigede til at modtage gratiale fra Mindefonden, hvis de har været ansat i en sammenhængende 4-årig periode fra 2016 til 2019.

• Udbetaling af medarbejdergratialer afgrænser sig, ifølge fondens fundats, til medarbejdere i Danmark.

• I alt modtager 9.009 medarbejdere et gratiale.

• Alle medarbejdere, der opfylder kriterierne, modtager det samme beløb. Denne gang er gratialet på 1635,4 kroner. Beløbet er skattepligtigt op til 80 %.