Mand anholdt: Satte ild til grillbar i Aarhus
Opdatering kl. 16.00: Manden blev fængslet i surrogat i 4 uger, oplyser politiet i et tweet.
En 32-årig mand er i dag blevet anholdt og sigtet for at sætte ild til en grillbar i Aarhus.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Ifølge politiet satte den 32-årige ild til en grillbar på Smedegade i Risskov mandag morgen omkring kl. 6.00.
Der er tale om Oasen Burger & Grill, som ses på billedet ovenfor.
Branden forårsagede umiddelbart kun mindre materiel skade.
Heldigvis kom ingen personer noget til i forbindelse med branden.
Den 32-årige mand er sigtet for forsætlig brandstiftelse, og han fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 14.00.
Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved grundlovsforhøret.
Østjyllands Politi ønsker derfor ikke at oplyse yderligere om sagen.