Enestående oplevelse: Se solformørkelsen fra 142 meters højde
Onsdag den 12. august kan du opleve et helt særligt fænomen.
For i aftentimerne glider månen ind foran solen og skaber en delvis solformørkelse, hvor mere end 80% af solen bliver dækket.
Her i Aarhus har du mulighed for at se det forunderlige fænomen fra 142 meters højde.
Aarhus Øje inviterer nemlig til en særlig aften, hvor du kan se solformørkelsen fra en af landets højeste bygninger:
“Fra toppen af Lighthouse får du en enestående udsigt over Aarhus i 142 meters højde, mens lyset ændrer sig, og himlen danner ramme om et af naturens mest fascinerende fænomener,” lyder det.
På aftenen åbner dørene klokken 18.00 og en time senere – fra 19.00 – kan du blive klogere på, hvordan solformørkelser opstår, hvorfor de har fascineret mennesker gennem historien, og hvad der gør netop denne solformørkelse særlig.
Alle deltagere får udleveret et par solformørkelsesbriller.
Billetprisen lyder på 79 kroner, hvilket inkluderer adgang til Aarhus Øjes udsigtspunkt, formidling om solformørkelsen og et par solformørkelsesbriller.
Læs også: 16 store oplevelser: Det glæder vi os mest til i august Aarhus Øje melder om begrænsede pladser til arrangementet, så vent ikke for længe med at sikre dig en billet.
Du finder billetsalget lige her
Solformørkelsen ventes at starte kl. 19.09, inden den topper omkring kl. 20.03 og slutter cirka kl. 20.55.
Få minutter senere går solen ned.
Hvad: Se solformørkelse fra Aarhus Øje
Hvor: Helga Pedersens Gade 81
Hvornår: Onsdag 12. august kl. 18.00