Kaos foran scenen: Security måtte gribe ind til Aphaca-koncert

Her til aften spillede Aphaca for første gang i bøgeskoven.
Allerede en halv time inden koncertstart var der fuldt hus foran Stjernescenen, men da vi måbende kiggede på det store publikum på det her tidspunkt, vidste vi ikke, hvad der ventede os.
For da klokken slog 17:45, og koncerten gik i gang, var der ikke bare fuldt hus. Hele pladsen foran scenen var fuldstændig proppet.
Security måtte slå ring rundt om publikum og lukke området et godt stykke fra scenen. De stod med hinanden i hænderne for at holde folk væk, mens de råbte, at folk skulle vende om.


På skærmene stod der, at man skulle passe på hinanden. Og selv uden for ringen, stod publikum som sild i en tønde og prøvede at komme så tæt på som muligt.
Se videoen af menneskemængden her:
Der er ingen tvivl om, at Aphaca er kommet helt ind under huden på danskerne, og at festivalgæsterne ikke vil gå glip af, at de spiller.
På Roskilde blev Aphaca flyttet til den næststørste scene, Arena, i sidste øjeblik – og mange stod tilbage med følelsen af, at de burde have spillet på Orange.
Det samme skete i aften på Smukfest. Aphaca spillede på Stjernescenen, men med det store fremmøde var der vist ikke den store tvivl om, at de kunne have spillet på Bøgescenerne.