Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

Taget på fersk gerning: Serieindbrudstyv stoppet af politihund i Aarhus

politihund-hund-oestjyllands-politi
Arkivfoto: Østjyllands Politi

Efter en række indbrud og indbrudsforsøg begået i Aarhus i 2024 og 2025 blev en 64-årig mand onsdag idømt 10 måneders ubetinget fængsel.

Anholdelsen skete i sommer, hvor en hurtig politihund indhentede manden under et indbrud i en vuggestue.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den 22. juli kl. 21.14 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var indbrud i en vuggestue på Jens Baggesens Vej i Aarhus N, og en hundepatrulje var hurtigt fremme på stedet.

Her fik betjentene øje på den 64-årige, der var på vej ud af et vindue.

Står bag flere indbrud i Aarhus

Da han så patruljen, flygtede han til fods, men politihunden indhentede ham efter få sekunder og bevogtede ham, indtil betjentene kunne lægge ham i håndjern.

Den 64-årige mand var i forvejen kendt af politiet for flere lignende forhold, og han blev dagen efter fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet, mens politiet efterforskede sagen videre.

Via bl.a. dna-spor lykkedes det efterforskerne at koble den 64-årige til flere andre indbrud.

Onsdag blev han så dømt for fem indbrud og fire indbrudsforsøg begået mod butikker, restauranter, firmaer – og altså også en vuggestue.

Skete på udgang fra fængslet

Det var primært mindre kontantbeløb, som den 64-årige mand fik ud af det, når det lykkedes ham at bryde ind.

Nu skal han tilbringe en del måneder i fængsel.

”Den 64-årige har en række indbrud på samvittigheden, og flere af forholdene er rent faktisk begået, mens han var på udgang fra fængslet og ikke var vendt retur som aftalt.

Retten vurderede også, at der var stor risiko for, at han ville begå indbrud igen, og derfor besluttede dommeren, at han skal sidde varetægtsfængslet, indtil han kan afsone sin dom,” siger anklagerfuldmægtig Niels Vinther fra Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.

5 råd til at undgå indbrud

Østjyllands Politi kommer med følgende tips til at undgå indbrud i december:

1. Vær en god nabohjælper: Lav en aftale med naboerne om, at I holder øje med hinandens huse, når I er væk her i julen. Få naboen til at tømme din postkasse og parkere en bil i din indkørsel, når du er væk i julen, så det ser ud som om, der er nogen hjemme.

2. Hils på folk i dit nabolag, når du er ude at gå en tur, også dem du ikke kender. 

3. Sæt tænd/sluk-ure så der i perioder er lys indenfor. Sørg for god belysning udenfor – fx med sensorstyret lys. Det signalerer liv og forhindrer tyven i at arbejde uset.

4. Gem værdigenstande væk. Fjern Ipad’en fra vinduet og sæt julegaverne lidt væk, så de ikke kan ses udefra.

5. Ring 112, hvis du ser en tyv i færd med at bryde ind. Ring 114, hvis du ser mistænkelige personer, der lusker rundt i nabolaget. 

Den dømte udbad sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke af de 10 måneders ubetinget fængsel.

Han kærede beslutningen om, at han skal sidde varetægtsfængslet frem til sin afsoning.

Del artikel


Korte videoer

Mest læste historier i dag




 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Tilladelse til politiske reklamer

For at støtte den demokratiske samtale, vil vi gerne spørge om din tilladelse til at vise dig politiske reklamer på denne hjemmeside.

Du vil altid kunne se, hvem der er afsender af reklamen, og hvorfor du ser den. Vi anvender aldrig følsomme oplysninger som din politiske overbevisning til at målrette reklamer.

På alle reklamer kan du finde kampagne id, som du kan bruge til at finde al info på om kampagnen på https://politiskreklame.dk/

Dit samtykke er frivilligt, og du kan til enhver tid trække det tilbage.