Serietyv på spil i Aarhus: Sprøjtede peberspray i hovedet på boligejer

En 30-årig mand blev torsdag idømt seks måneders ubetinget fængsel døgnet efter, at han var blevet anholdt og sigtet for indbrud på Hans Egedes Vej i Aarhus N.
Østjyllands Politi modtog onsdag eftermiddag kl. 16.06 en anmeldelse om, at en boligejer via videoovervågningen ved sit hus havde opdaget, at en ukendt person var kommet gående ud fra boligen, hvorefter boligejeren havde skyndt sig hjem og truffet vedkommende ikke langt derfra.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
I den forbindelse havde indbrudstyven sprøjtet den 51-årige mand i hovedet med peberspray, inden han havde sat sig ind i en bus og flygtet fra stedet via Grenaavej.
Har fået straksdom
Den 51-årige fik hjælp fra en nabo, hvorefter de i fællesskab fulgte efter bussen i en personbil, mens de fik tilkaldt politiet, der kunne køre i retning af en tankstation, hvor gerningsmanden stod af bussen og forsøgte at gemme sig bag et skur.
Her traf betjentene den 30-årige mand, som passede på signalementet og blev sigtet for indbrud og for at have begået grov vold ved at have udsat den 51-årige for peberspray.
Han blev fundet i besiddelse af en peberspray og blev sigtet for at have overtrådt våbenloven.
Den 30-årige er derudover sigtet for flere lignende forhold af berigelseskriminalitet begået på en række forskellige nordaarhusianske adresser, og han bliver derfor fremstillet i grundlovsforhør.
I retten erkendte den 30-årige forholdene, og han fik en straksdom på seks måneders fængsel. Han modtog dommen, men kærede kendelsen om, at han skal sidde varetægtsfængslet, indtil han kan afsone dommen.