Shu-bi-dua – The Musical runder 30.000 solgte billetter i Aarhus

Shu-bi-dua – The Musical fortsætter med at storsælge. Musicalen runder 30.000 solgte billetter alene i Aarhus, og Musikhuset sætter nu endnu en ekstraforestilling i salg.
Billetter til årets helt store musicaloplevelse er særdeles populære. Et imponerende julesalg og en vellykket københavnerpremiere på Østre Gasværk kan mærkes i Musikhuset. Flere end 30.000 musicalglade gæster kan allerede nu begynde at glæde sig til maj, hvor musicalen indtager Aarhus. Det flotte forsalg gør musicalen til en af de bedst og hurtigst sælgende forestillinger i Musikhusets historie. Og får nu Musikhuset til at sætte endnu en ekstraforestilling i salg fredag den 27. maj kl. 20.00. Billetsalget til ekstraforestillingen starter i dag kl. 10.
En sublim oplevelse
”Musicaltørsten er slet ikke til at slukke i Aarhus. Det er helt fantastisk at opleve, hvordan publikum fra nær og fjern tager imod vores satsninger på moderne musicals. Shu-bi-dua – The musical er sæsonens klart bedst sælgende teaterforestilling, og vi glæder os over, at endnu flere nu får mulighed for at sikre sig en sublim oplevelse”, fortæller programchef Mette Kier. I Aarhus, Fredericia og København har publikumsmagneten tilsammen solgt over 140.000 billetter.
Årets must see
Musicalen spiller i maj 25 forestillinger i Musikhusets Store Sal. Shu-bi-duas landeplager og de skarpe, frække og gakkede tekster danner rammen om en rejse gennem 70’erne og 80’ernes Danmark i en spritny og original historie.
På scenen medvirker et 25-personer stort ensemble med Emil Birk Hartmann, Bjørg Gamst, Meike Bahnsen, Ole Boisen, Nis Pedersen, Max-Emil Nissen og Cecilie Greiber Alring i de bærende roller. Musicalen er produceret af Fredericia Teater i tæt samarbejde med Michael Bundesen. Fredericia Teater står bag de tidligere musicalsucceser Aladdin, Avenue Q, High School Musical og Den Lille Havfrue.
MUSIKHUSET AARHUS, STORE SAL, 5. – 27. MAJ 2016
Læs mere og køb billetter: www.musikhusetaarhus.dk eller www.shubiduathemusical.dk.