Sidste chance i år: Populært marked vender tilbage i weekenden
Er der også en genbrugsjæger gemt i dig?
Så skal du sætte kursen mod Godsbanen, hvor det populære Habengut Marked er at finde denne weekend – og det er altså sidste chance i år, hvis man vil nå at opleve det populære marked.
Både lørdag og søndag kan du tage på genbrugsjagt, og Habengut lover som altid masser af varer i god kvalitet.
Der vil være 70 stande fyldt med lopper. Her sælges møbler, retro, vintage, nips, tøj, finurligheder, smykker, stort og småt – ja, snart sagt alt mellem himmel og jord.
Habengut gør opmærksom på, at der vil blive fyldt op med nye lopper hver dag. Markedet foregår traditionen tro i den Rå Hal på Godsbanen, hvor dørene vil være åbne kl. 10.00 – 16.00 begge dage.
Her vil der også være en café, som serverer kaffe, kage og sandwich, så du ikke går sukkerkold undervejs.
Hvad: Habengut Marked
Hvor: Godsbanen, 8000 Aarhus C
Hvornår: 2.-3. maj 2026