Aldrig set før: Simon Kvamm overrasker på Bøgescenerne
Torsdag kl. 14 var pladsen foran Bøgescenerne fyldt til randen, og forventningsglæden var ikke til at skjule.
Kort før koncertstart blev en lang række festivalgæster ført op på begge Bøgescener og placeret på række med ansigterne vendt mod resten af publikum.



Det vækkede undren hos både festivalgæsterne på scenen og dem foran, for som altid havde Simon Kvamm noget i ærmet.
Da han spillede i Royal Arena omdannede han den store arena til et kirkeligt rum med ham selv i midten og siddende publikum hele vejen rundt om scenen.
Så da Smukfest ringede til Simon Kvamm og spurgte, om han ikke ville lave ét ekstra stop på sin turné i Bøgeskoven, var hans eneste kriterium:
“Hvis I kan bygge en scene midt imellem publikum.”
Og det kunne Smukfest, så Simon Kvamm var klar.
Det var publikum også. Og den knap to timer lange koncert, som Simon Kvamm leverede, blæste hele Bøgeskoven omkuld.
Under koncerten trådte han ikke en eneste gang op på hverken den ene eller den anden scene.
Koncerten blev den helt store finale på Simon Kvamms turné “Alle Sangene”.



Med sig havde han en perlerække af venner fra branchen.
Vi fik blandt andet lov til at opleve Hugorm, Peter Sommer, Prisma, Søren Huss, Lis Sørensen på “Gå Med Dig”, Saveus på “Allein, Alene” og selvfølgelig Nephew, som publikum tydeligvis satte kæmpe pris på at få at opleve én gang til.