Skal fanges: Særlig skildpadde spottet i Aarhus
Tirsdag kunne man opleve et højst usædvanligt syn ved Svanedammen i Aarhus.
Her blev en skildpadde nemlig spottet, og det samme er sket flere andre steder i det østjyske på det seneste. Det skriver TV 2 Østjylland.
Der er typisk tale om kæledyr af arterne rødøret eller guløret terrapin, som er nordamerikanske sumpskildpadder, fortæller zoolog Morten Vissing til lokalmediet.
Men faktisk er skildpadderne slet ikke velkomne i den danske natur.
Kommer med klar opfordring
Rødørede, gulørede og cumberland terrapiner er på EU’s liste over uønskede arter, hvilket bl.a. betyder, at det ikke er tilladt at sælge eller købe disse terrapiner hos dyrehandleren i Danmark.
Har du en terrapin, må du dog gerne beholde den, til den dør – så længe du sikrer dig, at den ikke formerer sig eller kan slippe fri.
Ifølge Miljøstyrelsen kan skildpadderne have en negativ effekt på den naturlige flora og fauna i danske søer, hvor terrapinerne desuden kan æde padder og haletudser samt skade dem med deres skarpe munddele.
I sjældne tilfælde kan terrapinerne overføre parasitter og sygdomme som for eksempel salmonella til hjemmehørende arter.
Skildpadderne er med andre ord invasive arter, der i værste fald kan udrydde truede arter som fx løvfrøen. Derfor kommer zoolog Morten Vissing med en klar opfordring.
“Hvis man ser en, skal man fange den, hvis man kan. De kan godt bide, så man skal passe lidt på, men hvis man holder dem i skjoldet, så er man rimelig sikker,” siger han til TV 2 Østjylland.
Sådan kan du kende dem
Et tydeligt kendetegn for en terrapin er de mellem to til 14 pletter sorte pletter på bugskjolet.
Terrapiner kan blive op til 30 centimeter lange og veje op til to kilo. Voksne hunner er ofte større end jævnaldrende hanner.
Skjoldet og huden er grøn eller brun med gule pletter og striber.
De uønskede skildpadder kan bl.a. indleveres hos Aqua Akvarium og Dyrepark i Silkeborg.
Men pas på! De voksne terrapiner kan have et særdeles kraftigt bid.
Ser du en terrapin i den danske natur uden at være i stand til at fange den, kan du indberette det til Miljøstyrelsen.
Det foregår via linket her