Ophørsudsalg: Skobutik i Aarhus drejer nøglen om
Skobutikken Maibom Eurosko lukker i Aarhus.
Uden for butikken i Viby Centret hænger skilte med teksten “Vi lukker!”, og der annonceres samtidig ophørsudsalg.
Det skriver Din Avis Aarhus.
Inden butikken lukker kan du derfor spare helt op til 70%.
‘Afvikling i Danmark’
Det er endnu ikke meldt ud, hvornår butikken har sidste åbningsdag.
Men det er ikke den første butik kæden har lukket i Danmark det seneste år.
I 2025 lukkede Maibom også deres forretning i Storcenter Nord, mens de lukkede deres butik i Odder i marts i år.
Maibom Eurosko hører under den norske skokæde Eurosko.
I deres 2025-regnskab lød meldingen:
“Ledelsen har i 2026 påbegyndt overvejelser om en kontrolleret og gradvis afvikling af selskabets aktiviteter i Danmark. Dette sker som led i koncernens strategiske prioriteringer.”
Din Avis har forsøgt at kontakte butikken, men de er ikke vendt tilbage.