Skød ham i hovedet: 37-årig mand idømt 20 års fængsel for drab
En 37-årig mand blev i Retten i Randers idømt 20 års fængsel for at have dræbt en 30-årig mand ved at skyde ham i hovedet.
Drabet fandt sted i december 2017 foran Randers Regnskov. En 20-årig mand og en 39-årig kvinde, som var til stede under drabet og flygtede sammen med drabsmanden, blev idømt hhv. to og to et halvt års fængsel for våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder og biltyveri.
Det er første gang i Danmark, at straffelovens §81b bliver brugt i en drabssag. Paragraffen bruges bl.a. ved skyderi på åben gade og forhøjer som udgangspunkt straffen indtil det halve. Den var derfor medvirkende til, at straffen nåede op på 20 år.
Skød på kort afstand
Drabet skete den 22. december, hvor den 30-årige mand mødtes med de to mænd og kvinden. Den 30-årige mødte op på vegne af en ven for at afklare en diskussion om nogle få tusinde kroner.
Under mødet trak den dengang 36-årige mand en pistol og skød den 30-årige i hovedet fra kort afstand. Herefter stak alle tre personer af fra stedet og efterlod liget af den 30-årige, der senere blev fundet af en tilfældig forbipasserende.
Gerningsmanden flygtede sammen med de to andre personer i en stjålen bil til Tyskland, men Østjyllands Politi var allerede på sporet af trioen, der hurtigt blev efterlyst internationalt med billeder og navn. Dagen efter blev alle tre anholdt af tysk politi under en større aktion i nærheden af Neumünster.
Erkendte at have skudt
Drabsvåbnet blev fundet i bilen, og i retten erkendte den 37-årige, at det var ham, der havde trykket på aftrækkeren. Han forklarede, at han havde handlet i nødværge, da han følte sig truet af den 30-årige under diskussionen med ham.
Den forklaring troede retten dog ikke på, og den 37-årige blev derfor dømt for manddrab. Når man skyder en mand på klods hold midt i Randers by, så er det en usædvanlig grov forbrydelse, som også skal koste en usædvanlig hård straf. Så jeg er tilfreds med, at retten valgte at dømme ham efter straffelovens §81, som giver ekstra straf, siger senioranklager Birgitte Ernst.
Den 37-årige ankede dommen, mens de to andre udbad sig betænkningstid i forhold til at anke.