Flere patruljer sendt afsted: Skud affyret i Aarhus
Hvis du hørte skud i midtbyen sent onsdag aften, så var du ikke alene.
En borger ringede kl. 23.24 og oplyste, at han havde hørt nogen råbe på gaden, og efterfølgende var der blevet skudt flere gange.
Det skulle være sket omkring Viborgvej og Tage Hansens Gade ved det gamle Amtssygehus i Aarhus.
Der blev sendt flere patruljer til stedet, men heldigvis var det ikke så alvorligt, som man kunne tro.
Samtidig med, at patruljerne blev sendt afsted, var der nemlig en snarrådig medarbejder i Vagtcentralen, der tog et kig i kalenderen og kunne oplyse, at Forsvaret havde øvelse på sygehuset.
Det viste sig heldigvis ved politiets ankomst til stedet, at skuddene netop havde været en del af øvelsen.
Der er således ikke sket noget strafbart eller nogen tilskadekomst, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.