Slut for nu: Populær restaurant lukker i midtbyen
Er du vild med retter som pho og bánh xèo, har du sikkert stiftet bekendtskab med Tins.
Restauranten har de seneste fire år leveret lækre serveringer på stribe og positioneret sig som en af Aarhus’ bedste vietnamesiske restauranter.
Men nu er der desværre ærgerligt nyt fra folkene bag.
Tins har haft sidste åbningsdag på Nørregade 40 og findes ikke længere som fysisk restaurant.
Det skriver stedets indehaver Tin Le på Instagram.
“Vi har været på en kæmpe rejse og nydt at kunne give jer den bedste madoplevelse fra det vietnamesiske køkken.
Tiden er nu kommet til, at Tins vil søge nye fysiske rammer i den nærmeste fremtid,” lyder det i opslaget, hvori Tin Le opfordrer folk til at følge med på Facebook og Instagram for at se, hvad fremtiden bringer for Tins.
Leder efter nye lokaler
Lokalerne på Nørregade 40, hvor Tins hidtil har holdt til, er allerede kommet på nye hænder. Det skete 1. september.
Men selvom det vietnamesiske spisested er fortid på adressen i midtbyen, er der ikke tale om et endegyldigt farvel.
Tins vil nemlig fortsat tilbyde catering ved arrangementer og events, og samtidig leder Tin Le efter nye lokaler, hvori restauranten kan genopstå.
“Vi vil gerne benytte denne lejlighed til at sige TUSIND TAK til alle jer, der har støttet op omkring Tins og været med på vores rejse.
Vi er ekstremt taknemmelige for opbakningen. Vi glæder os til at se jer i nye rammer i fremtiden,” lyder det videre fra Tin Le.
MigogAarhus følger selvfølgelig sagen nøje og opdaterer jer, så snart der er nyt om Tins.