‘Tung beslutning’: Slut med bagværk fra populært Aarhus-sted
Duften af nybagt surdejsbrød og friskbrygget kaffe skulle være med til at skabe en lille morgenoase på Trøjborg.
Nu er det kapitel slut. Efter en kort, men markant rejse har kræfterne bag Tørsleff Evers besluttet at lukke bageridelen og stoppe samarbejdet.
Det fremgår af en melding på Instagram, hvor Danni Evers beskriver beslutningen som tung.
“Det har været en vild vild rejse og jeg er dybt taknemmelig. Havde aldrig regnet med alt den positivitet og støtte omkring mit bagværk,” skriver han og sender samtidig en stor tak til de gæster, der har kigget forbi og været med til at gøre hverdagen i bageriet særlig.
Han lægger heller ikke skjul på, at der fortsat er potentiale i projektet, men at virkeligheden har været svær at få til at gå op.
“Der er utroligt meget potentiale i den bagerforretning. Desværre kan jeg ikke få det til at hænge sammen. Så Troels og jeg har besluttet at stoppe samarbejdet og lukke bageridelen,” skriver Danni Evers.
Bygget på passion for dej og håndværk
Tørsleff Evers blev skabt ud fra en fælles kærlighed til det gode håndværk og arbejdet med dej. Troels Tørsleff havde allerede gjort sig bemærket med pizza hos Tørsleff Pizza på Skovvejen, mens Danni Evers kom med en stærk passion for surdej og bagværk.
Sammen åbnede de et surdejsbageri i formiddagstimerne hos pizzeriaet, hvor ambitionen var at samle godt brød, god kaffe og pizza i samme rammer.
Ved åbningen beskrev Troels Tørsleff visionen sådan:
“Vi drømmer om at skabe en lille oase med passion for godt surdejsbrød og god kaffe fra Berry&Bean om formiddagen og pizza om aftenen.”
Et nyt kapitel, der blev kort
Bageriet blev lanceret som en udvidelse af Tørsleff Pizza, der året forinden havde slået dørene op på Trøjborg. Planen var, at bageriet skulle holde åbent fra torsdag til søndag i morgen- og formiddagstimerne, og at konceptet løbende kunne tilpasses efter behov.
Ved åbningen fortalte Troels Tørsleff også, at mange i området havde efterspurgt netop den slags tilbud, og at interessen for projektet var tydelig.
Nu står det dog klart, at bageridelen ikke fortsætter.
Selv om samarbejdet slutter, er tonen i afskeden præget af taknemmelighed. I sin afsluttende besked takker Danni Evers alle, der har støttet projektet undervejs.
“Tusind tusind tak for alt ”