Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Smag på foråret: Grøn Aarhus-restaurant byder på vidunderlige vegetarretter

Af Jonathan Sten Drivsholm

Foråret er så sandelig ankommet. Med sol dagen lang og temperaturer i omegnen af 20 grader begynder det endda efterhånden at dufte af sommer.

Det flotte vejr bringer meget mere end solbrændte kinder med sig, for det er lige nu, den danske muld for alvor spiller med musklerne og viser sig som det skatkammer, den er.

Det har man for alvor forstået hos Kolo, som er en af de få aarhusianske restauranter, der lader grønsagerne indtage hovedrollen og få al den opmærksomhed, de fortjener.

Den hyggelige vegetarrestaurant i Latinerkvarteret er nu klar med en forårsmenu, der skal ses som en hyldest til alt det grønne, der pibler frem for tiden.

Vi lagde vejen forbi Guldsmedgade for at smage på sagerne.

Et mindset som i en kolonihave:
Navnet Kolo er en forkortelse af ”kolonihave”. Et stykke land som for den travle byboer fungerer som tilflugtssted. Her kan man ånde frit, åbne en vin, dyrke jorden og få en snak over hækken med dem ved siden af.

I kolonihaverne hersker en særlig sindsstemning, som inviterer til nærvær, omtanke og interesse for alt imellem himmel og jord. Det er netop denne stemning, Kolo forsøger at indkapsle i restauranten i Guldsmedgade.

Smæk på de grønne farver

Hos Kolo er konceptet klart: Sæsonmenuen – også kendt som Full Flight – består af 5 retter tilpasset årstiden, der kan fås for bare 395 kroner.

Køkkenet er som udgangspunkt vegetarisk, hvilket afspejler sig i menuen, hvor kød altid er et tilvalg.

Det blev understreget på smukkeste grønne vis, da de første to retter blev præsenteret for os.

Smag på foråret: Grøn Aarhus-restaurant byder på vidunderlige vegetarretter

Der var virkelig smæk på de grønne nuancer i de to forretter, der simpelthen skreg forår med hver deres farverige udtryk.

Den ene – en sprød og frisk romainesalat – var toppet med luksuriøse mængder revet taleggio-ost, men det var vinaigraitten og dens samspil med pistacienødderne, der stjal showet.

Hvor vinaigraitten var lige tilpas fed, syrlig og let bitter, bidrog nødderne til at runde smagen af, så retten gik rent ind.

Den anden forret havde grønne asparges med bid og tydelig grillsmag i hovedrollen – en ægte sæsonklassiker her, hvor foråret går på hæld, og sommeren er ved at melde sin ankomst.

Med de syltede syrlige grønne jordbær og friske basilikumblade i flere farver på toppen tog aspargesene sig flot ud, og begge dele var med til at løfte retten.

Tartelet med et twist

… og heldigvis var der flere asparges i vente.

Smag på foråret: Grøn Aarhus-restaurant byder på vidunderlige vegetarretter

Den tredje og sidste forret bød nemlig på de hvide af slagsen i en tærte, der udover asparges var fyldt med nye ærter og jordskokkebechamel.

En nyfortolkning af en dansk klassiker – nemlig tarteletten.

Det var tydeligvis ikke sparet på smøret i den dejligt fede bechamel, der fungerede fortrinligt sammen med de friske asparges og ærter, der havde både masser af smag og ikke mindst bid.

Kolos smukke vegetar-tartelet var toppet med løgkarse og friterede løg, og særligt sidstnævnte gav retten et twist med sin karamelliserede smag.

Shawarmaens pæne fætter

Til hovedret stod den på Kolos helt egen klassiker.

Smag på foråret: Grøn Aarhus-restaurant byder på vidunderlige vegetarretter

Shawarmaens pæne fætter ‘Kolobab’ er blevet synonym med restauranten i Guldsmedgade, så sådan én skal man selvfølgelig smage, når man er på besøg.

Her var kødet byttet ud med kødfulde, friterede broccoli, der udgjorde en mere end fuldgod og ikke mindst sprød erstatning.

I samspil med de syrlige syltede glaskål, den søde æblepuré og grillsmagen fra fladbrødet gik det hele op i en højere enhed – hovedretten var lækker på en greasy måde, og den passede helt perfekt til den afslappede stemning på Kolo.

Smag på foråret: Grøn Aarhus-restaurant byder på vidunderlige vegetarretter

Efter sådan en omgang havde mætheden meldt sig, men dessert er der jo altid plads til, og helt i trit med sæsonen stod den på rabarber.

Retten bød både på syltede og tørrede, og begge smagte skønt sammen med isen, der var lavet på karamelliseret hvid chokolade.

I bunden tog en consommé kegler med sin tydelige smag af rosmarin, hvilket fungerede overraskende godt sammen med is og rabarber.

Full Flight forår 2024:
Hos Kolo koster sæsonmenuen, som består af 5 retter, altid 395 kroner pr. person – menuen skal vælges af hele bordet. Vil I gå all in, kan I tilvælge drikkevarer ad libitum i 2 timer – her er prisen henholdsvis 445 kroner (for alkoholfrie drikke) eller 495 kroner (for øl og naturvin).

På forårsmenuen er følgende retter:

  • Romaine, grillet ramsløgsvinaigrette, taleggio & pistacie 
  • Grønne asparges, sort sesam, kombu & basilikum
  • Sprød tærte, hvide asparges, jordskokkebechamel & miso 
  • Deep fried broccoli Kolobab: Friteret broccoli, syltet glaskål, æblecreme & Kolos toum (Fried Chicken-Kolobab kan tilkøbes 50 kr.)
  • Rabarber, karamelliseret hvid chokolade, rosmarin & kardemomme

Skiller sig ud fra mængden

Hvis du vil ud og smage på alt det grønne, det danske forår har at byde på, er det helt oplagt at kigge forbi Kolo lige for tiden.

Restauranten skiller sig ud fra mængden i Aarhus ved at tilbyde et unikt udvalg af vidunderlige vegetarretter, hvor der virkelig er kælet for grønsagerne.

Her får de lov til at synge i sin egen ret – og ikke bare som sidevogn til et stykke kød.

Smag på foråret: Grøn Aarhus-restaurant byder på vidunderlige vegetarretter

Du finder Kolo på Guldsmedgade 32, hvor restauranten er åben tirsdag-lørdag fra kl. 17.00.

Læs mere og book bord lige her

Del artikel

Andre læser også