Smag på landets bedste oste: Kom til osteevent på Aarhus Street Food
På fredag kan alle byens osteelskere glæde sig til et lækkert event med masser af god ost!
Mejeriforeningens ostekulturkampgene, Ost & ko, besøger nemlig Aarhus Street Food, og her kan du få lov at smage på nogle af kongerigets bedste oste.
Du kan også få kokketips til, hvordan ost kan løfte julens måltider til nye højder. Glæd dig til at smage kok Casper Bøgeskovs bud på velsmagende julemad tilberedt med ost.
Kom med og smag, duft, lyt og lær!
Eventet foregår fredag den 26. november kl. 11.00-13.00 og 15.00-17.00 på Aarhus Street Food.
Pisket hvidskimmel og trøffel
Du kan glæde dig til at smage på nogle af landets bedste oste, mens du bliver klædt på med viden om ostens univers. Du får også den seneste opskriftssamling med hjem samt tips til brugen af ost i julekøkkenet.
Ost kan give en skøn, cremet dybde til vinterens grove salater, runde en ret af på en fantastisk måde, og løfte sovsen til nye højder, hvis man lister lidt blåskimmel ned i den.
Du kan glæde dig til at møde kok, Casper Bøgeskov, der tidligere har huseret på Cateringkokkelandsholdet og Them Mejeri – og nu udvikler kantinekoncepter.
Han laver til lejligheden pisket hvidskimmelost med trøffel og brunet smør, som anrettes på et stykke tyndt, sprødstegt rugbrød, og toppes med en let syrlig kompot af æbler med et snert af anis.
”Ost er lig med forkælelse for mig. Specialoste er noget, vi spiser, når vi skal hygge os og forkæle vores smagsløg. Heldigvis er de danske mejerier blevet så dygtige, at vi stort ikke behøver kigge mod udlandet for at finde velsmagende oste, som både varierer i tekstur og konsistens.
Vi har adgang til det hele herhjemme, og lækre oste er bestemt også noget man finder på mit julebord eller som mandelgave”, siger Casper Bøgeskov, som vil give masser af inspiration til hvordan man udnytter ostens vidunderligheder bedst i julekøkkenet.