Klar til næste år: Smukfest afslører kæmpe nyhed

Når Smukfest 2026 skydes i gang, bliver det med en helt ny tilføjelse til skovens landskab.
Nemlig et område, hvor elektroniske natterytmer får lov at leve, larme og løfte – og en scene, der svarer igen. Den hedder EKKO.
Og navnet er valgt med omhu.
For alle, der har danset sig væk til elektronisk musik, kender følelsen.
Når publikum smelter sammen i ét langt åndedrag af lys, bas og melodi – og noget større opstår. Noget, der sitrer i huden og bliver hængende. Et ekko i kroppen, som følger os hjem, længe efter sidste beat.
“Siden 2008 har Smukfest været kendt for at skabe store nattefester i skoven, hvor de største artister som Avicii, David Guetta og i år Martin Garrix har spillet for tætpakkede koncertpladser.
Vi har længe ønsket at give den genre sit eget hjem – et sted, hvor magien ikke bare kan opstå, men vokse sig endnu større”, siger head of booking Mikkel Xavier i en pressemeddelelse.
Nyt festligt hjørne i skoven
Og dét sted er fundet. Området, som tidligere var forbeholdt logistik og praktiske tryllerier bag scenetæppet, forvandles nu til et nyt festligt hjørne af skoven.
Den nye scene er dedikeret til at fejre det bedste inden for elektronisk musik og skabe en platform for både etablerede og kommende stjerner.
Programmet bliver alsidigt og nysgerrigt.
Læs også: Kaos foran scenen: Security måtte gribe ind til Aphaca-koncert Fra dybe, pulserende klubtoner til de luftige, eksperimenterende lydlandskaber, der sætter tanker og fødder fri. Det eneste, festivalen lover, er, at det bliver elektronisk hele vejen igennem.
“Vi har længe set en vækst i interessen for elektronisk musik, både i Danmark og internationalt.
Med EKKO-scenen ønsker vi at bringe festivalens publikum ind i en verden, hvor lyd, lys og visuals smelter sammen på en måde, der skaber en unik fællesoplevelse,” siger head of booking, Mikkel Xavier.
EKKO er lige nu ved at blive født – med hjælp fra medhjælpere og partnere, der knokler for at skabe rammen og indholdet for de næste mange års nattedrømme.
”Smukfest er altid i bevægelse for at skabe en festival, der holder fast i de traditioner, vi startede tilbage i 1980, og samtidig følger med tiden,” fortæller indholdschef Trine Bang.
“Vi kan konstatere, at vores elektroniske program samler vores publikum på tværs af generationer, og Smukfests nye scene er ikke bare en udvidelse – det er et skridt ind i fremtiden.”
Læs også: Glitter, gæller og pirater: Her er de vildeste Smuk-outfits Hvem der spiller? Det vender Smukfest tilbage med.
Men festivalen tør godt love, at det bliver en oplevelse, man kommer til at høre om – igen og igen og igen.
Næste udgave af Smukfest finder sted i dagene 2. – 9. august 2026.