Favoritter i Aarhus: Smukfest præsenterer 3 nye navne

Smukfest har haft næsen i sporet hos arrangørerne af SPOT Festival i Aarhus, der siden 1994 har haft tradition for at give scenetid til spirende artister med store ambitioner.
Det har kastet tre friske navne af sig, som netop er føjet til årets plakat.
Navnene Karoline Funder, Kayak og Søn er nemlig de nyeste skud på stammen.
Forelskede sig hovedkulds
Selvom de endnu ikke er hvermandseje, spår Smukfest dem en stor fremtid. De blev håndplukket efter at have imponeret på SPOT-scenerne i sidste weekend, hvor musikbranchen og publikum flokkes for at finde fremtidens stjerner.
”Selv de største, har engang været små (ikke kun Krumme). Alt talent starter et sted. Og det meste musikalske talent har haft SPOT Festival som springbræt. Vi forelskede os hovedkulds,” lyder det fra Smukfest.
Med tilføjelsen af de tre navne understreger festivalen sit engagement i at støtte ny dansk musik – og bringe den tættest muligt på publikum under bøgetræerne i Skanderborg.
Nærmer sig den endelige plakat
Smukfest har allerede løftet sløret en lang række navne.
Den canadiske popsensation Shawn Mendes samt skuespiller og rapper Will Smith er blandt årets hovednavne. I november blev det også afsløret, at den legendariske rapper 50 Cent vender tilbage til Danmark.
Smukfest nærmer sig sin endelige plakat, men festivalen er endnu ikke færdig med at annoncere navne.
Læs også: Legender og nye stjerner: Smukfest afslører 11 nye navne Festivalprogrammet forventes at bestå af 160 musiknavne, før det er komplet.
Smukfest afholdes i Bøgeskoven fra 3. til 10. august 2025, og festivalen samler årligt omkring 60.000 gæster – hvilket gør den til en af Danmarks største musikfestivaler.