Snart er vinterferien over os: Advarer om kødannelser

Det er vinter, det er sne, og det er… snart ferie.
Skolernes vinterferie ligger i uge 7 og 8, og den kan bruges på mange måder.
Mange vælger at tage på skitur, mens nogle foretrækker en hyggelig tur i sommerhus, og andre sætter kursen mod syd og højere temperaturer.
Fælles for disse er et rendezvous med motorvejen i en eller anden udstrækning.
Undgå at rejse denne dag
De forskellige ferieformer og rejsemål betyder, at Vejdirektoratet generelt ikke forventer større problemer med trafikken i vinterferieugerne.
Der er dog én dag med risiko for trængsel, særligt på motorvejene fra de større byer, lyder det i en pressemeddelelse.
Fredag den 6. februar mellem klokken 14 og 18 vil den første udrejsetrafik nemlig falde sammen med eftermiddagens myldretidstrafik og give risiko for tæt trafik og mindre kødannelser.
Vejdirektoratets vinterråd
Hav altid overtøj med i bilen, og medbring opladt telefon, tæppe, skovl og proviant.
Hold øje med vejrudsigten og tjek Trafikinfo.dk inden afgang.
Fjern sne og is fra alle ruder og lygter, og husk også taget.
Tag afsted i god tid, og kør efter forholdene.
Hold afstand og pas på farten.
Selvom der er saltet, og der ikke ligger sne, kan der stadig være glat.
Glatføre kan ikke altid ses. Kør forsigtigt, også selvom vejen umiddelbart ser fint ud.
Vær særligt opmærksom ved skovstrækninger, lavtliggende områder samt på og under broer, hvor der er større risiko for glatføre.
Kilde: Vejdirektoratet
Vejdirektoratet anbefaler derfor, at man så vidt muligt vælger at køre uden for dette tidsrum.
Tjek vejret og trafiksituationen inden afrejse
Situationen på vejene kan hurtigt ændre sig på grund af uheld, dårligt vejr eller andre uforudsete hændelser, så man kan blive nødt til at køre på et andet tidspunkt eller vælge en anden rute.
Vintervejret kan desuden give glatte veje, og derfor er det vigtigt at køre efter forholdene.
Vejdirektoratet anbefaler, at man tjekker vejrudsigten og trafiksituationen på Trafikinfo.dk, hvor man blandt andet kan følge med i aktuelle hændelser på vejene, der kan påvirke rejsen.