Mange flere på vej: Snart kører halvdelen af Aarhus’ bybusser på el
Der er i forvejen en del elbusser i Aarhus
Men henover årets sidste måneder bliver andelen af CO2-neutrale busser i byen markant større.
For i løbet af oktober, november og december indsættes yderligere 31 eldrevne busser som erstatning for dieselbusser.
Dermed vil elbusser snart udgøre halvdelen af bybusserne i Aarhus. Det skriver Midttrafik i en pressemeddelelse.
Vil gøre køreplaner overflødige
Leverancen på 31 elbusser er er en del af et samlet indkøb af i alt 56 elbusser. De resterende 25 elbusser bliver leveret i foråret 2025.
”Indkøbet af de 31 nye ledbusser på el er et vigtigt skridt imod Aarhus Kommunes mål om, at alle 149 bybusser i drift skal være CO2-neutrale i 2027, mens reservebusserne skal være det i 2030.
Vores kollektive trafik skal være et velfungerende og grønt alternativ til bilen. Med endnu flere elbusser på vejene får aarhusianerne en bedre og mere behagelig oplevelse, når de hopper på bussen.
De kommende år giver vi den kollektive trafik en økonomisk indsprøjtning, så aarhusianerne vil opleve, at busser og letbane kører så ofte i myldretiden, at køreplaner bliver overflødige”, siger Nicolaj Bang, rådmand, Teknik og Miljø.
Fakta om de nye elbusser
- AarBus har indkøbt i alt 56 elbusser. 31 af busserne leveres og sættes i drift løbende fra oktober til december 2024. De resterende 25 busser kommer på gaden i løbet af foråret 2025.
- AarBus råder i forvejen over 62 elbusser, så med idriftsættelsen af 31 elbusser vil 50 procent af AarBus i alt 188 busser fra december køre på el.
- Busserne har en væsentlig længere rækkevidde end tidligere indkøbte elbusser. Det forventes, at de kan køre et helt driftsdøgn på en enkelt opladning, som finder sted på AarBus’ anlæg om natten.
- Busserne er 18-meter busser af mærket Solaris og har 47 faste siddepladser, hvoraf de 39 vender fremad. Dertil kommer 3 klapsæder og 88 ståpladser.
- Busserne er meget støjsvage og udleder ikke røg og partikler med udstødningen.
- Busserne har god tilgængelighed med lav indstigning, stort flexareal og elektriske kørestolsramper.
- Busserne har elektroniske sidespejle, hvilket giver bedre udsyn og større sikkerhed.
- Aarhus Kommune har et mål om, at driftsbusser skal være CO2 neutrale i 2027, mens reservebusser skal være CO2 neutrale i 2030.
Kilde: Midttrafik
Mindre støj i midtbyen
Ifølge Midttrafik vælger flere og flere at benytte den kollektive trafik i Aarhus.
September blev en rekordmåned for både bybusser og letbane med 3.070.592 passagerer. Det er 109.234 flere passagerer sammenlignet med september sidste år.
”Vi er inde i en positiv udvikling, hvor flere vælger den kollektive trafik til. Med de nye elbusser og Letbanen, der også kører på el, gør vi det endnu lettere for aarhusianerne at vælge en grøn og CO2-neutral rejse.
Dertil kommer gode kundeoplevelser i form af støjsvage busser, let indstigning, stort flexareal og elektriske kørestolsramper. Elbusserne vil også bidrage til, at støjniveauet i bybilledet generelt vil blive mindre.
Til glæde for alle i og omkring Aarhus by,” siger Lars Berg, direktør for Midttrafik, afsluttende.