Sne og glatte veje: Giver aflysninger og forsinkelser i den offentlige transport
Aarhus og det østjyske er sluppet mere nådigt fra aften- og nattesnevejret end andre landsdele.
Vintervejret har dog vist tænder andre steder i Region Midtjylland, hvor sne og isglatte veje giver store udfordringer for både Letbanen og busdriften.
Det skriver Midttrafik på deres hjemmeside.
Letbanen ramt af sneproblemer
Både Letbanens L1 og L2 linjer oplever i dag aflysninger og forsinkelser på grund af sne i sporskifterne.
Problemerne påvirker køreplanerne, og passagerer anbefales at holde sig opdateret via Midttrafik live, Rejseplanen eller via infoskærmene på perronerne.
Det er ikke kun Letbanen, der er påvirket af vintervejret. Flere steder i Region Midtjylland melder Midttrafik om isglatte veje, hvilket skaber øget risiko for forsinkelser for både busser og Flextrafik.
Midttrafik beklager de gener, som de mange aflysninger medfører, men gør samtidig opmærksom på, at rejsegarantien ikke dækker ved forsinkelser eller aflysninger forårsaget af sne.