Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Snydt med kendt fremgangsmåde: Falsk sms narrede sælger

En 29-årig kvinde fra Aarhus opdagede mandag, at hun var blevet snydt for flere tusinde kroner, da hun søndag solgte sin telefon privat. Kvinden havde sat en nyere iPhone til salg via Den Blå Avis og blev kontaktet af en mand, som ville købe telefonen. De aftalte, at mandens bror skulle komme og hente den, og at betalingen skulle ske via en bankoverførsel, da hverken han eller broren havde mobilepay.

 

Da kvinden mødtes med mandens ”bror” som aftalt, tastede han lidt på sin telefon og fortalte, at han nu havde overført pengene til hende. I samme øjeblik fik kvinden en sms med Danske Bank som afsender, hvor der stod, at der var overført et beløb til hende, som ville være tilgængelig på hendes konto 24 timer senere.

 

Den 29-årige kvinde troede, at hun havde fået betalingen og overrakte iPhonen til manden. Da hun tjekkede kontoen mandag, kunne hun se, at pengene ikke var gået ind, og at hun var blevet snydt.

 

Østjyllands Politi har flere gange fået anmeldelser om samme fremgangsmåde, hvor en person får en vare og sender en falsk, men meget troværdig sms, til sælgeren med en bank som afsender.

 

Aflever aldrig en vare, før du har fået pengene og benyt gerne mobilepay eller kontanter. Tjek om sælgeren har fået anmeldelser af andre købere, og om han er NemId-valideret, som man kan blive det på Den Blå Avis.