Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

En perle ved åen: Social dining på latinamerikansk manér

Af Freja Dumont

Det er først ægte sommer i Aarhus, når man har skålet i et koldt glas hvidvin med udsigt til det summende liv på Åboulevarden.

Men hvor skal man slå sig ned ved åen for at få en spiseoplevelse, som skiller sig ud fra den sædvanlige caféburger og brunch?

Spørger du os er Rømer, som har lokaler i ikoniske og mondæne Rømerhus, et rigtig godt bud på et sådant sted.

For udover at Rømer har et af byens absolut flotteste restaurationslokaler, byder restauranten også på retter og specialiteter fra den mangfoldige madkultur i Latinamerika.

Vi besøgte Rømer en sommeraften og blev taget på en kulinarisk rejse igennem det latinamerikanske køkken.

En perle ved åen: Social dining på latinamerikansk manér

Skønne rammer 

Når du træder ind på Rømer bliver du først og fremmest mødt af en topmoderne indretning med originale detaljer og en hyggelig atmosfære med levende stearinlys og farverige, mønstrede puder på bænkene.

Denne aften var lun, så vi blev vist hen til et bord udenfor, hvor vi på den ene side havde udsigt til åen og på den anden side det summende liv fra Åboulevarden.

Blandt os sad både familier, ældre ægtepar og unge veninder, og stemningen var hyggelig og afslappet.

En perle ved åen: Social dining på latinamerikansk manér

Smag en masse forskelligt med social dining

Det enorme latinamerikanske kontinent gemmer på mange opskriftskatte, og maden er karakteriseret ved masser af smag og varme.

menukortet hos Rømer finder du flere småretter eksempelvis pao de queijo, en brasiliansk “ostebolle” med sortfodsskinke, chicharrones som er sprødt svinebryst med spicy sauce samt chilenske rejer i spicy tomat med avocado, forårsløg og urteolie.

Det anbefales, at man bestiller 2-4 småretter per person, og er man ikke til at dele, er det også muligt at få større hovedretter såsom kulmule, chili con carne eller ribeye.

Vi valgte ’Kokkens Favoritmenu’, så vi kunne smage lidt forskelligt. Her får du tre slags snacks, tre forretter, en hovedret samt dessert til 400 kroner per person.

Vi bestilte også vinmenuen med 4 glas passende vine for 325 kroner.

En perle ved åen: Social dining på latinamerikansk manér

Vi startede aftenen ud med et glas bobler og dertil snacks bestående af tapiokachips, syltet glaskål med chili cream cheese og pimientos padrón med lime og røget salt.

Sidstnævnte er små milde chili/peberfrugter, som er tilberedte på panden i en god olie – helt perfekte som en lille hapser.

Lille hapser kan man vist også godt kalde glaskålen med cream cheese og sammen med de sprøde tapiokachips, som er en snack fremstillet af tynde flager af dybstegte maniokrod, var aftenen på fineste vis skudt i gang.

En perle ved åen: Social dining på latinamerikansk manér

Til forret fik vi serveret ceviche af mørksej i tigermælk med agurk, mango, chili, chulpemajs og frisk koriander, en avocadosalat med nikkaimarinade, sesamfrø, salsa fresca og frisk koriander samt en taco med friteret reje, peberchutney, urtemayo og forårsløg.

Tre virkelig lækre forretter. Men lad os lige dvæle lidt ved tacoen med reje for en stund. For hold nu op, den smagte af én mere.

Vi ved da også nu, at næste gang vi besøger Rømer, så falder bestillingen på mere end én taco til hver.

En perle ved åen: Social dining på latinamerikansk manér

Hovedretten var stegt kylling med polenta, minigulerødder, salsa marinara og citron-timian-sauce samt patatas bravas med chipotlemayo.

Polentaen, som primært består af malet majsmel, blev her serveret efter en tur på panden. Den gjorde sig virkelig godt til kyllingen, som lå i en citron-timian-sauce.

Og vi lyver ikke, når vi siger, at tallerkenen nærmest blev slikket ren, for den sauce var seriøst god.

Hertil fik vi serveret et køligt tempereret glas Pinot Noir, som må siges at komplimentere retten helt perfekt.

En perle ved åen: Social dining på latinamerikansk manér

Sidst – men bestemt ikke mindst – skulle vi selvfølgelig også have dessert.

Her stod den på argentinsk kiksekage med friske bær, citronmelisse og vaniljeis.

Vi fik lidt associationer til en (læs: luksus) mælkesnitte. Og hver en bid var vitterligt en fryd for smagsløgene. MUMS siger vi bare.

En perle ved åen: Social dining på latinamerikansk manér

En helaftens-forestilling

Du kommer i sandhed på en smagsrejse i det mangfoldige latinamerikanske fusionskøkken, hvis du lægger vejen forbi Rømer.

Det var til at smage – og få øje på – at der på stedet i den grad lægges vægt på autenticitet og stemning.

Og så var betjeningen hele vejen igennem opmærksomme og høflige, hvilket er et kæmpe plus i vores bog.

Derudover er delemad bare et genialt koncept og en perfekt anledning til at sidde længe over maden og hygge og samtale derom.

Hvis du ikke har spist på Rømer før, kan vi klart anbefale dig at prøve Kokkens Favoritmenu, ligesom vi gjorde.

Det var en rigtig god måde at få smagt sig igennem nogle forskellige retter, og måske også nogle, som man ikke umiddelbart selv havde udset sig på menukortet.

Og så skal Rømer altså have cadeau for deres alsidige menukort, som er anderledes og skiller sig ud fra alt det andet ved åen, der til forveksling godt kan minde om hinanden.

Er man ikke klar til at forlade stedet efter maden, laver Rømer også nogle vilde cocktails og pitchers – så skal man videre ud i Aarhus’ natteliv, er stedet her altså også et godt sted at starte festen.

Vil du gerne opleve stemningen og samtidig nyde et veltillavet latinamerikansk-inspireret måltid mad, kan du gå på opdagelse i menukortet og bestille bord lige her.

Del artikel

Andre læser også