Før solopgang: Vær med til lysende løb gennem Aarhus

Efteråret har for alvor meldt sin ankomst – og med det også de mørke morgener, hvor det kan være svært at få øje på de morgenfriske løbere i trafikken.
Men fredag den 24. oktober bliver Aarhus lyst op på en helt særlig måde.
Her inviterer Børneulykkesfonden, Codan, Løb- og Event samt Roberta’s Society til Social Refleks Run – en lysende morgenløbetur, der sætter fokus på refleksbrug og synlighed i trafikken.
Startskuddet lyder kl. 7:00 foran Roberta’s Society på Møllegade 3A, hvor deltagerne samles til en 5 kilometers fællesløbetur gennem byens gader.
Der er pacegrupper for alle niveauer, så både nybegyndere og rutinerede løbere kan være med.
Reflekser redder liv
At løbet handler om mere end blot motion, er der ingen tvivl om.
En ny undersøgelse foretaget af YouGov på vegne af Børneulykkesfonden og Codan viser, at kun hver anden motionist bruger reflekser eller lygter på deres overtøj, når de træner udendørs.
Og det kan få fatale konsekvenser.
“Reflekser ser måske ikke ud af meget, men de gør en kæmpe forskel. En refleks gør dig faktisk hele fem gange nemmere at få øje på i mørket.
Med Social Refleks Run vil vi inspirere folk til at tage ansvar for deres egen synlighed – og samtidig skabe en hyggelig og aktiv start på dagen,” siger Henriette Madsen, generalsekretær i Børneulykkesfonden.
Praktisk info
Tid: Fredag 24. oktober kl. 07.00
Sted: Roberta’s Society på Møllegade 3A i Aarhus
Rute: 5 km med pacegrupper for alle niveauer
Pris: 50 kr. inkl. reflekspakke og morgenbolle
Tilmelding: Læs mere og køb billet her
Ifølge Trygg Trafikk Norge kan en bilist først se en person uden reflekser på 25-30 meters afstand.
Med reflekser øges synligheden helt op til 140 meter.
Læs også: Pink truck på vej: Handywoman-kursus ruller ind i Aarhus Går til en god sag
Det koster 50 kroner at deltage – og prisen inkluderer både årets refleks designet i samarbejde med Planet Nusa, en slapwrap, en refleksvest samt en bolle med smør og ost fra Roberta’s Society.
Hele overskuddet går til Legeheltene, som arbejder for at skabe leg og glæde for børn, der er indlagt på hospitaler.
Social Refleks Run afholdes i forbindelse med Årets Refleksdag 2025, en landsdækkende kampagne, hvor der også løbes i København, Aalborg og Vejle.