Lukker butik: Søstrene Grene holder ophørsudsalg i Aarhus
Det er svære tider for City Vest.
For nylig meldte Salling Group ud, at Føtex lukker i det aarhusianske butikscenter efter 42 år, og nu melder endnu en stor kæde sig i koret.
Søstrene Grene lukker nemlig også sin butik i City Vest. Det bekræfter kædens COO, Bjørn Bach Eriksen, overfor Århus Stiftstidende.
Ifølge avisen er der nu ophørsudsalg i butikken, hvor man kan spare 50% på alt frem mod lukningen. Søstrene Grene i City Vest har sidste åbningsdag lørdag 17. juni.
Butikker lukker på stribe
Også Center Mode holder ophørsudsalg i City Vest, hvor der fratrækkes 50% fra normalprisen.
Det oplyser tøjbutikken i et opslag på Facebook.
Søstrene Grene og Center Mode bliver dermed de nyeste i en lang række af butikker, der indenfor det seneste år har forladt butikscenteret i Brabrand.
I december kom det frem, at City Vest var solgt til entreprenør- og byudviklingsvirksomheden A. Enggaard.
Allerede dengang stod godt og vel to tredjedele af centerets butikker tomme.
Efter lukningen i City Vest kan du stadig besøge Søstrene Grene i Aarhus.
Kæden har to butikker i midtbyen i henholdsvis Bruuns Galleri og på Strøget ved Skt. Clemens Bro.