Solskin giver tørke: Advarer om risiko for naturbrande

Den seneste tids varme og solskinsprægede dage har sat deres præg.
Den manglende regn giver mere tørke, og derved større risiko for brand i naturen.
På brandfare.dk markerer det mørkorange på kortet “høj risiko for antændelse ved glød eller almindelig flamme.”
Det østjyske har på kortet samme teint som DSBs discountbilletter, så aarhusianerne skal være obs.
Gode råd til at undgå brand i naturen:
- Vær opmærksom på lokale eller permanente forbud mod afbrænding eller brug af åben ild. Sådanne forbud fremgår ikke af denne hjemmeside
- Brug dertil indrettede pladser, hvis du skal tænde bål eller grille i naturen
- Hold altid afstand til bevoksning
- Efterlad aldrig et bål eller en grill, der ikke er slukket helt
- Brug kun åben ild i stille vejr
- Hav altid vand i nærheden, når du bruger åben ild
- Brug tobak, maskiner og elektrisk værktøj med omtanke – få gnister kan starte en brand
- Lad ikke glas ligge fremme i solen i den tørre vegetation
- Parker aldrig din bil i høj, tør vegetation
- Ring til 1-1-2, hvis uheldet alligevel er ude
Kilde: Brs.dk
Da der ikke er megen regn på programmet den næste tid, kan brandfaren vise sig at blive værre.
Hold dig orienteret på brandfare.dk.