Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Blomstrende gader: Sommergågaderne vender tilbage til Aarhus

Af Freja Dumont
Foto: Aarhus Kommune
Foto: Aarhus Kommune

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ve’ det. Men sommeren nærmer sig. Faktisk rykker sommeren ind på Vestergade og i Graven allerede i dag, når gaderne for fjerde år i træk bliver forvandlet til sommergågader.

Sommergågaderne bliver til i tæt i samarbejde mellem Teknik og Miljø og de forretningsdrivende i Graven og Vestergade, der hele sommeren skaber liv og glade dage med god mad og drikke, events og masser af steder at sidde. Det skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelese.

“Jeg er rigtig glad for, at man igen i år får muligheden for udendørs hygge i rolige omgivelser midt i Aarhus, når Vestergade og Graven bliver forvandlet, og så håber jeg blot, at temperaturerne snart kryber i vejret.

Sommergågaderne er skoleeksemplet på, hvad der sker, når vi sikrer gode rammer for, at lokale aktører kan skabe særlige oplevelser og den unikke stemning, Aarhus er berømt for,” siger Nicolaj Bang, rådmand for Teknik og Miljø.

Sommergåderne bliver igen i år indrettet med farverige blomsterkummer og grønne træer. De forretningsdrivende kan, når vejret tillader det, rykke ud på både fortov og vej med servering og salgsstativer.

Der bliver sat skilte op og trykt grafikker på vejene, der skal minde cyklister og bilister om at sænke farten og tage hensyn til fodgængerne.

Fakta om sommergågaderne

  • Det er fjerde år i træk, at Vestergade og Graven bliver forvandlet til sommergåder. I år er sommergådegaden på Vestergade forkortet, så den slutter ved Vesterport. Det skyldes en anbefaling fra Østjyllands Politi.
  • Sommergågaderne løber fra 31. marts til 2. oktober.
  • Sommergågaderne bliver omdannet til gågader, hvor kørsel er tilladt.Det betyder, at der stadig er adgang for biler og cyklister. Den anbefalede hastighedsgrænse er maks. 15 km/t, og trafikanterne skal indordne sig på fodgængernes præmisser.
  • De forretningsdrivende i gaderne får lov til at opstille plantekummer, gadestativer, borde og stole til gæsterne på noget af vej- og fortovsarealet.
Blomstrende gader: Sommergågaderne vender tilbage til Aarhus
Foto: Aarhus Kommune

Det bliver sommer året rundt

Tidligere i år besluttede Teknik og Miljø-rådmand Nicolaj Bang, at der skal laves permanente løsninger i både Graven og Vestergade. Ambitionen er, at de permanente løsninger skal gøre områderne endnu bedre end de er i dag.

”De seneste tre års forsøg med sommergågader har vist, hvad gaderne kan, når de bliver indrettet på en måde, der inviterer til, at man tager plads og nyder byen.

Alle har været enormt positive omkring sommergågaderne, og derfor er det helt naturligt for mig, at vi laver nogle permanente løsninger, så områder omkring kan mere året rundt,” siger Nicolaj Bang i pressemeddelelsen.

Det er endnu for tidligt at sige noget om, hvordan de permanente løsninger bliver. Udformningen af gaderne afventer, at der bliver truffet en beslutning om de trafikale forhold ved Vesterbro Torv.

Del artikel

Andre læser også