Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

Goodiebags og gratis kage: Ikonisk specialbutik i Aarhus fejrer jubilæum

IMG_5825-scaled

I en tid, hvor små specialbutikker og caféer ofte kommer og går, er Hans & Grete – Kaffe og The et sjældent eksempel på en butik, der ikke bare overlever, men fortsat klarer sig godt.

Forretningen på Lille Torv har rødder helt tilbage til 1907, og nu markerer søsterbutikken på Banegårdspladsen 16 i Aarhus sit 20-års jubilæum.

Jubilæet fejres tirsdag den 2. juni med smagsprøver, gode tilbud og gratis goodiebags til de første 15 købende kunder, når dørene åbner klokken 10.

Bag disken står både Lone og Sofie, som til daglig er med til at give butikken dens særlige præg af nærvær, faglighed og personlig service.

Relationen til kunderne er vigtigst

Hans & Grete er en af Danmarks ældste specialbutikker inden for kaffe og te, og den historiske forankring mærkes stadig tydeligt, når man træder ind i butikken, hvor duften af friskristet kaffe og aromatisk the fylder rummet.

Goodiebags og gratis kage: Ikonisk specialbutik i Aarhus fejrer jubilæum

Her møder man ikke bare hylder med kaffe, te, chokolade og delikatesser. Man møder også nogle mennesker bag disken, der giver sig tid til vejledning, anbefalinger og den gode snak. Netop det er en væsentlig del af forklaringen på, at butikken stadig står stærkt i en branche, hvor mange nye koncepter ellers hurtigt lukker igen.

For Sofie er det især mødet med kunderne, der gør arbejdet særligt.

“Jeg glæder mig hver dag til at komme på arbejde, fordi de fleste kommer ind ad døren, fordi de virkelig har lyst til at være her, og det gør noget helt særligt ved stemningen i butikken,” siger hun og fortsætter:

“Jeg tror virkelig, vi skiller os ud på service og vejledning. Vi ved meget om vores produkter, og vi vil gerne hjælpe folk med at finde det helt rigtige, hvad enten de kommer efter te, kaffe eller en gavekurv,” siger Sofie.

En ægte Aarhus-teklassiker

Butikken har gennem årene opbygget et sortiment, som både favner klassikere og egne favoritter. En af de anbefalinger, som mange vender tilbage efter, er Frisørens te, en blanding med mynte og lakrids, der blev skabt til frisør Birthe Gleerup for omkring 15 år siden.

Dertil kommer blandt andet espresso-kaffe, trøfler fra Trøfleriet og muligheden for at få blandet sin helt egen personlige te.

“Frisørens te er altid en god anbefaling. Det er en te, som virkelig mange kan lide,” fortæller Sofie. “Og så elsker jeg også, at vi kan lave noget personligt for kunderne. Man kan faktisk komme ind og få blandet sin helt egen te ud fra egne personlige smagspræferencer, og det betyder meget for mange.”

Det personlige forhold til kunderne er noget Sofie værner om, og mange kommer igen og igen.

“Jeg håber, at folk går herfra og føler sig velkomne, og at de kommer hjem med oplevelsen af, at de har haft en god oplevelse. Det betyder meget for os, at det ikke bare er et hurtigt køb, men at folk føler sig set og hjulpet,” siger Sofie.

Generationsskifte i butikken

Hans & Grete er midt i et generationsskifte, hvor Sofie efter planen overtager butikken fra Lone om cirka to et halvt år.

Lone har haft butikken i godt 22 år, og for mange kunder er hun blevet en fast del af oplevelsen. Mange kender hende personligt, og relationen til kunderne er noget af det, der har været med til at gøre butikken til et fast holdepunkt i byen.

“Lone har været her i mange år, og der er rigtig mange kunder, der kender hende og nærmest har et personligt forhold til hende. Det siger meget om, hvilken butik det her er,” siger Sofie. “Når jeg overtager om et par år, er det vigtigste for mig at føre det videre, som butikken står for.”

Generationsskifte handler derfor ikke om at ændre det, der allerede virker. Tværtimod. Ambitionen er at bevare den varme, den faglige viden og den personlige kontakt, som har været butikkens kendetegn i årtier.

“Vi skal blive ved med at være den butik, hvor man får ærlig rådgivning og føler sig godt taget imod,” siger Sofie. “Det er det, folk kommer tilbage for.”

Hans & Grete viser med andre ord, at en lille specialbutik stadig kan have en stærk plads i bybilledet, når den bygger på kvalitet, personlighed og tillid. Efter mere end et århundrede i Aarhus og 20 år på Banegårdspladsen er butikken stadig en del af byens levende handelsliv, og nu også med næste generation klar til at tage over.

Hvis man vil være med til at fejre jubilæet, kan man kigge forbi på dagen, hvor Lone og Sofie byder på smagsprøver, karameller, småkager, goodiebags og gode rabatter til dem, der har lyst til at tage lidt af butikkens univers med hjem.

Hvad: 20 års jubilæum hos Hans & Grete – Kaffe og The
Hvor: Banegårdspladsen 16, 8000 Aarhus C
Hvornår: Tirsdag den 2. juni kl. 10-17.30

Del artikel

Korte videoer

 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


Mest læste historier i dag




 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Tilladelse til politiske reklamer

For at støtte den demokratiske samtale, vil vi gerne spørge om din tilladelse til at vise dig politiske reklamer på denne hjemmeside.

Du vil altid kunne se, hvem der er afsender af reklamen, og hvorfor du ser den. Vi anvender aldrig følsomme oplysninger som din politiske overbevisning til at målrette reklamer.

På alle reklamer kan du finde kampagne id, som du kan bruge til at finde al info på om kampagnen på https://politiskreklame.dk/

Dit samtykke er frivilligt, og du kan til enhver tid trække det tilbage.