Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Sprød ost og rødbedefarvet laks: Ny sommermenu har det hele

Af Jonathan Sten Drivsholm
Rødbederimmet laks med pebberrodscreme.
Rødbederimmet laks med pebberrodscreme.

Det har været en varm sommerdag, som nu er blevet til en lun aften, og vi har taget plads i gården bag Godsbanen.

Selvom vi er midt i Aarhus, emmer stedet af ro, og stemningen er i det hele taget hyggelig, afslappet og helt nede på jorden.

Snart vil vi lidt efter lidt blive præsenteret for 9 serveringer, der tilsammen udgør Spiselaugets nye sommermenu.

Og dét skal vise sig, at vi har meget godt i vente.

Noget for enhver smag

Spiselaugets nye sommermenu består af enten 6 eller 9 serveringer, hvilke fås for henholdsvis 395 og 495 kr.

Vælger du 6 serveringer, får du 2 timers drikkevarer ad libitum med, og vælger du 9, har du 3 timer i selskab med drikkevarebuffeten.

Den tager vi et kig på som det første, og her er virkelig noget for enhver smag.

Med i prisen er nemlig både husets rød- og hvidvin såvel som cocktails, frisktappede fadøl, hjemmelavet iste, lemonade, sodavand og selvfølgelig isvand.

Der er endda alkoholfri alternativer til øl og vin at finde, hvis man ønsker det.

Vi starter med et glas lemonade hver – den perfekte forfriskning efter en varm dag.

Crispy, spicy og gennemført god

Tilbage i gården bliver vi præsenteret for de første serveringer.

Sprød ost og rødbedefarvet laks: Ny sommermenu har det hele
Friteret Unika-ost og vagtelæg med røget mayo.

Den ene er en Arla Unika-ost, der tilsyneladende har fået en tur i friteusen – i hvert fald fremstår den nu som en crispy kugle på en bund af spicy peber-aioli.

Den anden er et vagtelæg, der ligeledes troner på en mayo, som her har fået selskab af lidt skovsyre.

Begge bider er velsmagende. Vagtelægget er flot tilberedt, flydende indeni og den lette anretning er især karakteriseret af den røgsmag, mayoen bidrager med.

Den sprøde Unika-ost er straks lidt tungere, men en klar favorit hos os. Der er tale om en luksusudgave af en chili cheese top, som er crispy, spicy og gennemført god – simpelthen.

Rimmet i rødbede

Med appetit på mere glæder det os, at forretterne kort efter bliver serveret.

Særligt laksen er et sælsomt syn. Den er rimmet i rødbede, hvorfra den har fået en flot dybrød farve, som den er anrettet dér på et grillet stykke brød med peberrodscreme.

Mere klassisk ser krondyrsserveringen ud. Den er anrettet med spæde salater og råsyltede ribs.

Sprød ost og rødbedefarvet laks: Ny sommermenu har det hele
Krondyr med råsyltede ribs og spæde salater.

Begge retter emmer af sommerstemning og grillaften på terrassen.

Især lakseserveringen er skøn og anderledes. Fisken fungerer overraskende godt i samspil med grillsmagen fra brødet og friskostcremen, der har fået et pift af peberrod.

Silkeblød puré med havgus

Og der er heldigvis mere fisk på vej. For tredje omgang indledes med rejebisque, lange og urter.

Bisquen er dyb i smagen, og den hvide fisk er godt tilberedt – alt i alt en dejlig mellemret, der lige vækker smagsløgene inden hovedretten, som er på vej.

Sprød ost og rødbedefarvet laks: Ny sommermenu har det hele
Rejebisque med lange og urter.

Netop hovedretten kommer som tre serveringer, der bør nydes sammen.

En skaftkotelet med ærtepuré, nye ærter, æble og sauce monter spiller hovedrollen. Dertil får vi en pommes puré med havgus og friterede julienne, og så sommergrønt med bl.a. farvede blomkål, broccolini og spæde gulerødder.

Koteletten, som er tilberedt på benet, er både saftig og har masser af grillsmag. De friske ærter er en dejlig tilføjelse til retten – nogle madvarer skriger bare dansk sommer, og nye ærter er helt klart en af dem.

Også den farverige tallerken med grøntsager, der smager, som om de lige er hevet op af jorden, går rent ind. For ikke at tale om kartoffelpuréen, der er silkeblød og cremet, men samtidig sprød med de friterede julienne på toppen.

Sprød ost og rødbedefarvet laks: Ny sommermenu har det hele
Skaftkotelet, pommes puré og sommergrønt.

Chokoladebombe sætter punktum

Med mætte maver beslutter vi os for at bestige Godsbanens tag og nyde udsigten over Aarhus fra toppen.

Efter den stejle tur op og ned igen er vi ved at være klar til sommermenuens sidste servering, desserten.

Den står på Gateau Marcel – også kendt som verdens bedste chokoladekage – der bliver serveret med friske jordbær og brombær samt en jordbærkompot.

Den franske chokoladebombe er nærmest altid en sikker vinder, og det er den bestemt også i Spiselaugets version.

De friske bær såvel som jordbærkompotten giver den lige et sommerligt twist, der i det hele taget fungerer som det perfekte punktum for en skøn aften.

Sprød ost og rødbedefarvet laks: Ny sommermenu har det hele
Gateau Marcel med sommerbær og jordbærkompot.

Spiselaugets sommermenu kan i denne uge fås fra torsdag til og med lørdag. Fra næste uge er den på programmet fra tirsdag til og med lørdag, hvilket gælder hver uge frem til 3. september.

De 9 sommerlige serveringer:
Crisp Unika ost – spicy peber – aioli
Vagtelæg – røget mayo – skovsyre

Krondyr – ribs – spæd salat
Laks – rødbede – peberrod

Hvidfisk – urter – rejebisque
Skaftkotelet – nye ærter – æble – sauce monter
Pommes puré – havgus
Sommergrønt

Gateau Marcel – sommerbær

Hvad: Ny sommermenu
Hvor: Spiselauget
Hvordan: Bestil bord her

Del artikel

Andre læser også