Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Påkørte bus med passagerer: Spøgelsesbilist idømt fængselsstraf

Af Jonathan Sten Drivsholm
Arkivfoto: Presse-fotos.dk
Arkivfoto: Presse-fotos.dk

I efteråret påkørte en påvirket spøgelsesbilist en bus med passagerer på motorvejen nær Aarhus.

Nu er den 33-årige mand, der sag bag rattet, dømt i sagen.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Manden er ved Retten i Aarhus idømt et år og tre måneders ubetinget fængsel for i narkopåvirket tilstand at have kørt i den modsatte retning på motorvejen og med en hastighed på ca. 80 km/t at have påkørt en bus frontalt. 

Ramte bussen med vilje

Episoden fandt sted den 23. oktober omkring kl. 13.50, hvor den 33-årige i en personbil kørte mod færdselsretningen på Herningmotorvejen i vestgående retning.

Omkring afkørslen ved Skovby nær Harlev J påkørte den 33-årige bevidst en modkørende bus, som forsøgte at undvige sammenstødet.

I bussen befandt flere passagerer sig, men hverken chaufføren eller passagererne kom til skade.

Dog pådrog den 33-årige mand sig selv nogle behandlingskrævende skader, hvorfor han blev kørt til hospitalet.

Påvirket af hash og medicin

Det viste sig efterfølgende, at den 33-årige var påvirket af hash og medicin under kørslen, ligesom at hans kørekort var inddraget af politiet. 

”Det vigtigste er selvsagt, at ingen personer kom alvorlig til skade som følge af den 33-åriges handlinger, men det ændrer ikke ved, at der er tale om et særdeles farligt og groft kørselsforløb,” lyder det fra anklager Mads Fransen, der har ført sagen på vegne af anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.

Udover fængselsstraffen fik den 33-årige mand frakendt sit kørekort i 8 år, ligesom hans personbil blev konfiskeret.

”Jeg er meget tilfreds med, at retten var enig i anklagemyndighedens vurdering af sagens alvor, og at retten på den baggrund udmålte en hård fængselsstraf,” lyder det videre fra anklager Mads Fransen.

Kendt skyldig i flere forhold

Foruden den primære tiltale for vanvidskørsel som spøgelsesbilist på motorvejen var den 33-årige mand ved Retten i Aarhus også tiltalt for flere andre forhold.

Herunder besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg, vold samt trusler mod politiet.

Han blev kendt skyldig i hovedparten af forholdene.

Den 33-årige mand har siddet varetægtsfængslet siden vanvidskørslen i oktober 2022, og han forblev varetægtsfængslet efter dagens dom.

Han udbad sig betænkningstid i forhold til at anke dommen, ligesom han kærede rettens kendelse om fortsat varetægtsfængsling, lyder det afsluttende fra Østjyllands Politi.

Del artikel

Andre læser også