Nyhed: Rummeligt træningsfællesskab spirer på Godsbanen
Det er kombinationen af corona-nedlukning og det rå, kreative miljø omkring Godsbanearealet, der har inspireret to unge iværksættere til at starte et community for aarhusianere, der gerne vil kombinere udendørs træning med sjovt samvær. Hos Sport X kan du både prøve at trække en bil, løbe bakkesprint op ad Godsbanens tag og få finpudset din squat-teknik.
Klokken er 18 en tirsdag aften. Mellem graffitipyntede skurvogne og DSB’s slumrende togstammer ligger ti mennesker på jorden og laver mavebøjninger. Træneren råber ”tak!”, og enkelte giver highfives, før de lader sig falde stønnende bagover i træflisen. Andre rækker ud efter vanddunkene. ”I næste øvelse kører vi tire flip,” lyder instruksen. ”Kun hvis træneren giver en omgang bagefter!” råber en, og flokken griner.
Netop den uhøjtidelige stemning, kammeratskabet og de sveddryppende øvelser er blevet Sport X’ kendetegn i løbet af de godt seks uger, træningsfællesskabet har eksisteret. Bag ideen står to unge iværksættere, der selv er meget socialt anlagte og bor tæt på Godsbanen i Aarhus C.
Jakob Fuglsang, 32, som tidligere har stiftet surferparadiset Cold Hawaii i Thy, fortæller: ”Under corona-nedlukningen savnede vi ligesom så mange andre at træne og se vores venner. Vi syntes, Godsbanen er et fedt sted, og fik lov at anlægge et træningsareal her i Den Grønne Kile, hvor vi kunne træne sammen med vores venner.”
Lars Thorn, 32, som står bag fitnessbrandet BfR Professional og er uddannet personlig træner, uddyber: ”Det gik op for os, at man sagtens kan træne andre steder i fitnesscenterets maskiner, og det føltes supergodt at skifte et lummert fitnesscenter ud med frisk luft og solskin. Nyheden spredte sig, og siden da er det bare eksploderet fra én søndagstræning om ugen til fulde hold tirsdag, torsdag og søndag.”
Når seriøs træning og hygge går hånd i hånd
Sport X er det, de to initiativtagere kalder et frit træningsfælleskab. Selve øvelserne er en god blanding af funktionel træning, fitness og crossfit. De ledes af flere forskellige personlige trænere, der både holder styr på teknikken og corona-forholdsreglerne. Det frie består i, at du ikke binder dig til et dyrt abonnement, og at træningen er fleksibel. Du kommer kun, når du kan og har lyst. ”Sport X er et superfedt sted af træne. Omgivelserne er rå og giver det helt rigtige miljø, fx til løft af traktordæk. Trænerne tager forbehold for skader, nybegynder som øvet, så alle kan være med,” fortæller Annemette på 30, der til daglig har egen frisørsalon.
Udover fokusset på fleksibilitet er tanken, at det unikke ved Sport X netop skal være kombinationen af træning og fællesskab. Jakob på 29, der er key account manager, sætter ord på: ”Min oplevelse er, at Sport X kombinerer professionel træning af høj faglighed med socialt samvær og et miljø, hvor alle er velkomne. Jeg tror, at deltagerne kommer første gang for træningen, men de kommer 2., 3. og 4. gang for det sociale og samhørigheden.”
Fremtiden byder på massage, DJ og Suzuki
Alting er gået meget stærkt, men for Lars Thorn og Jakob Fuglsang kan visionerne sagtens følge med. Planen er at gøre pop-op-træningsfællesskabet permanent, måske supplere med yoga og udbrede kendskabet endnu mere. ”Vi har tænkt os at krydre træningen med sjove og skæve indslag – fx DJ & grill, gratis massage og så vores Suzuki Challenge, hvor du kan teste, om du kan trække en bil,” fortæller Jakob Fuglsang begejstret.
Alle, der deltager i træningen, må naturligvis også gerne byde ind med ønsker. Én ting er sikker: Det ryster sammen at svede sammen.
Fakta
Hvor finder du Sport X: Den Grønne Kile nær Ringgadebroen (Godsbanen, Aarhus C).
Hvordan tilmelder du dig en træning: Find gruppen Sport X Aarhus på Facebook, ansøg om medlemskab af gruppen, og tilmeld dig så den ønskede træning dér.