Stak af fra politiet: Har du set 21-årige Yasin?

Østjyllands Politi efterlyser 21-årige Yasin Yahye Ali Hassan.
Den unge mand flygtede tirsdag efter et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus, skriver politiet i en pressemeddelelse.
Under grundlovsforhøret, hvor han var sigtet for besiddelse og salg af en større mængde kokain, blev den 21-årige ikendt varetægtsfængsling.
Men omkring kl. 14.30 tirsdag, da grundlovsforhøret var overstået, lykkedes det Yasin Yahye Ali Hassan at stikke af fra betjentene, hvorefter han stjal en cykel fra en forbipasserende og kørte fra stedet.
Lidt længere fremme blev han samlet op af en bil, der kørte afsted med den 21-årige.
3 mænd sigtet
Kort tid efter blev bilen standset på Langelandsgade i Aarhus, men den 21-årige var ikke længere i køretøjet.
3 mænd blev anholdt og sigtet for at have hjulpet en anholdt med at flygte fra politiet.
Den 21-årige vurderes ikke som farlig, men Østjyllands Politi opfordrer til, at man straks kontakter politiet, hvis man ser ham.

Ser du Yasin Yahye Ali Hassan, eller har du oplysninger om, hvor han befinder sig, så kontakt politiet på tlf. 114.