Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Sprød nyhed: Nu kan du få stegt flæsk-burger i Aarhus

Af Jonathan Sten Drivsholm

Hvis der er noget, der kan få de flestes tænder til at løbe i vand, så er det tanken om stegt flæsk med persillesovs.

Da 60.000 danskere i efteråret 2014 skulle stemme om Danmarks nationalret, løb retten med hele 44% af stemmerne og gav dermed konkurrenterne baghjul.

En ting er den klassiske udgave – noget andet er en burger med stegte flæskeskiver og persille. Sidstnævnte er nu at finde hos Brødrenes i Borggade som månedens special.

Hvordan smager byens nye stegt flæsk-burger så? Det har vi selvfølgelig testet.

Flæskeskiver af høj kvalitet

Stegt flæsk fra danske fritgående svin, frisk persille, franske kartofler og hjemmesyltede rødbeder – altsammen pakket ind i en stor ristet durumbolle smurt med hjemmelavet grill-mayo.

Det er, hvad man får, når man bestiller en ‘marts special’ hos Brødrenes.

Sprød nyhed: Nu kan du få stegt flæsk-burger i Aarhus

Der er tale om en ordentlig moppedreng, som kan gøre de fleste mætte for den nette sum af 89 danske kroner.

Hovedattraktionen er selvfølgelig de to store stykker stegt flæsk, der gemmer sig under Brødrenes klassiske durumbolle.

De er begge dejligt sprøde, men samtidig kødfulde. Det kan i den grad smages, at flæskeskiverne er af høj kvalitet, for de lader til at være blevet behandlet kompetent i køkkenet på Borggade.

Samtidig giver det pluspoint, at burgeren indeholder rigelige mængder persille og tilpas med hjemmesyltede rødbeder i små tern, der bidrager med syre og sørger form, at oplevelsen aldrig bliver for tung.

Savner persillesovsen

Sammen med flæsken giver de to “grønne elementer” rent faktisk en smag, der minder om en klassisk omgang stegt flæsk med persillesovs.

Men netop persillesovsen savner vi altså.

Sprød nyhed: Nu kan du få stegt flæsk-burger i Aarhus

Grill-mayoen gør, hvad den skal, men den kan ikke hamle op med den klassiske opbagte sovs.

De franske kartofler giver burgeren lidt ekstra sprødhed, men ellers gør de heller ikke meget væsen af sig, så de kunne være undværet.

Gedigen genopfindelse

Når det er sagt, skal brødrene have ros for at tænke ud af boksen og give os en burger, der ikke ligner de andre.

Hvad: Ny stegt flæsk-burger
Hvor: Brødrenes på Borggade 12b
Hvornår: Tirsdag til søndag i marts

Månedens special er en gedigen genopfindelse af den danske nationalret, og er du helt vild med stegt flæsk, så skal den altså prøves.

Brødrenes stegt flæsk-burger kan foreløbigt kun købes i marts.

Vil du have den som menu med fritter, sodavand og hjemmerørt dip til, koster den 129 kroner.

Skynd dig afsted, inden kalenderen skifter til april.

Del artikel

Andre læser også