Mindre larm langs motorvejen: Støjskærme opføres ved Aarhus

Nu er der valgt en entreprenør til at opføre støjskærme på i alt syv kilometer langs E45 Østjyske Motorvej rundt om Aarhus.
Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
Anlægsloven for udbygningen af E45 Østjyske Motorvej rummer udover et tredje spor i hver retning også støjafskærmning flere steder langs motorvejen rundt om Aarhus.
Støjafskærmningen vil tage toppen af den værste støj for dem, der bor bag den.
Støjvoldene er allerede tydelige i landskabet, og nu er støjskærmene også kommet et skridt nærmere.
Vejdirektoratet har nemlig efter udbud tildelt opgaven til entreprenørvirksomheden Arkil, som nu er i gang med det forberedende arbejde sammen med Vejdirektoratet, inden selve anlæggelsen kan gå i gang.
Går i gang til foråret
Etableringen af støjskærmene går i gang i 2026. De første skærme, som etableres, er de tre skærme ved Hørning på den sydlige del af strækningen.
Her ventes det at entreprenøren kan gå i gang i foråret og færdiggøre arbejdet i efteråret.
Læs også: Står snart færdig: Udvidet motorvej åbner et år før tid De øvrige fem støjskærme etableres fra efteråret 2026 og frem til sommeren 2027, hvor alle otte støjskærme vil stå færdige.
Her bliver der rejst støjskærme
- Hørning: 3 skærme, i alt 3,9 kilometer med en højde på 5-7 meter
- Skibby: 1,6 kilometer lang og 6 meter høj skærm
- Glamhøjvej: 0,3 kilometer lang og 6 meter høj skærm
- Mundelstrup: 2 skærme i alt 0,3 kilometer med en højde på 5 meter
- Fårup: 1 kilometer lang og 7 meter høj skærm.
Kilde: Vejdirektoratet
Foruden disse støjskærme og de støjvolde, som er undervejs, bliver der også bygget en støjskærm langs tilkørselsrampen mod syd ved Motorvejskryds Aarhus N.