Aarhus får nyt stort event: Støt Brysterne-løb indtager Marselisborg Skovene
For første gang kan østjyske deltagere samles til en fællesstart i Støt Brysterne-løbet med Smilets By som ramme.
Det meddeler Kræftens Bekæmpelse.
Støt Brysterne-løbet samler hvert år tusindvis af mennesker, der går eller løber for at samle ind til fordel for brystkræftramte.
Og i år udvides det landsdækkende løb altså med en ny fællesstart i Aarhus.
Du kan allerede nu tilmelde dig løbet, der finder sted 6. september, hvor turen går gennem Marselisborg Skovene til støtte for brystkræftsagen.
Med plads til 1.200 deltagere
Det nye løb er blevet til, fordi der har været en øget efterspørgsel fra jyske deltagere, fortæller Dorte Tellerup, Kampagneleder for Støt Brysterne:
“Vi har længe oplevet et ønske om et større fællesløb i Jylland. Derfor er vi glade for nu at kunne invitere aarhusianere og deltagere fra omegnen.
Vi håber, at rigtig mange har lyst til at være del af fællesskabet, der samler penge ind til at bekæmpe brystkræft gennem forskning, forebyggelse og patientstøtte,” siger hun.
Løbet gennemføres i samarbejde med Idrætsforeningen Aarhus 1900 med start og mål ved Aarhus Atletik- og Løbeakademi på Havreballe Skovvej.
Deltagerne kan se frem til fælles opvarmning, smukke ruter gennem Marselisborg Skovene samt boder og stande.
Læs også: Støt en god sag: Barnevognsmarch indtager Aarhus Der er plads til op mod 1.200 deltagere.

“Det betyder meget for Aarhus 1900 Atletik og Løb at være med til at skabe fællesstart for Støt Brysterne i Aarhus.
Kombinationen af fællesskab, motion og en vigtig sag passer til vores værdier, og vi glæder os til at samle mange hundrede deltagere til en dag i en god sags tjeneste,” siger Ditte Sofie Søndergaard, Eventchef for Aarhus 1900 Atletik og Løb.
Til kamp mod udbredt kræftform
Hvert år får over 5.000 kvinder i Danmark brystkræft, som er den hyppigste kræftform blandt kvinder.
Sidste år deltog 7.400 på landsplan, og der blev samlet 2,8 mio. kroner ind.
Læs også: Så er det nu: Gratis koncert rykker ind i hjertet af Aarhus I år er der fællesløb i Aarhus, på travbanen i Charlottenlund og hos sportskæden Løberen fra deres butikker i Aalborg, Vejle, Roskilde, København, Lyngby og Hillerød.
Det er også muligt at deltage virtuelt eller arrangere sit eget lokale løb.

“Tag børnene med, køb børnebilletter og t-shirts i str. 4-14 år – uanset hvor i landet du deltager. Børn under 4 år kan deltage gratis,” lyder det fra Kræftens Bekæmpelse.
Tilmelding foregår på Sportstiming.dk
Støt Brysterne er en kampagne fra Kræftens Bekæmpelse, der siden 2007 samler midler ind til bl.a. brystkræftforskning, forebyggelse og støtte til patienter og pårørende.