Stor guide: Her kan du se VM i Aarhus
Om lidt går det løs.
Bolden triller for første gang ved det udskældte VM i Qatar, hvor værtsnationen spiller slutrundens åbningskamp mod Ecuador.
Vi danske fans må vente til tirsdag, inden Danmark første gang skal i aktion.
Her gælder det kampen mod Tunesien.
Den skal selvfølgelig ses sammen med andre feststemte fans, så du for alvor kan komme i VM-stemning.
Men hvor skal det foregå? Det kommer vi her med en række bud på.
Camping Åen
På Camping kan du se en lang række VM-kampe – mens du spiller minigolf.
Baren byder også på lækre drinks og mad, så du kommer hverken til at sulte eller tørste under kampene.
Det er en god idé at booke bord i forvejen, og så kan du samtidig overveje en af stedets VM-pakker.
ÅBEN
Nyd en specialøl frisk fra fad og se VM på ÅBEN.
Ølbaren viser udvalgte kampe, og så gør det heller ikke noget, at stedet har hele 24 forskellige øl på hane.
Er du mere til vin, kombucha eller cider mv., når du ser bold, har ÅBEN også din ryg.
Zanders
Zanders har købt to spritnye fladskærme, så du kan se VM-bold på begge barens etager.
Der er lækre øl på hanerne og altid god stemning i den hyggelige bar.
Så kig da forbi og støt de danske drenge.
Tir na nÓg
Ingen VM-guide ville være fuldendt uden Tir na nÓg.
I den kæmpestore bar på Frederiksgade finder du intet mindre end 12 skærme, hvorpå samtlige kampe under VM vil blive vist.
Tager du det helt store heppekor med, er det en god idé at bestille bord i forvejen – især selvfølgelig til Danmarks kampe!
Ceres Park
Går du efter stadionoplevelsen, kan du sikre dig billet til Danmarks kampe på Ceres Park.
Her bliver der sat 6 storskærme op, mens der er plads til 6.500 fans på lægterne.
Det er ganske gratis og billetter kan hentes på billet.parkarena.dk
Århus Firmasport
På Paludan-Müllers Vej 110 er der kæmpe VM-fest, når Århus Firma Sport viser samtlige af Danmarks gruppespilskampe ved slutrunden.
Der er plads til 800 gæster, og pladserne optages efter først-til-mølle-princippet, så det er ikke muligt at booke pladser på forhånd.
Til samtlige visninger åbner dørene en time før kick off.
Sportsbarer i hele byen
Husk at komme i god tid, og hold selv øje med de enkelte barers Facebook-sider, hvor du kan se mulighederne for at reservere bord.
- Waxies, Frederiksgade 16
- Sharks, Frederiksgade 25
- Panenka, Frederiksgade 35
- The Golden Lion, Frederiksgade 76
- The Old Irish, Kannikegade 10
- Den Gyldne Kro, Åboulevarden 17
- Die Bierbar, Åboulevarden 21 tv
- The Australian Bar, Åboulevarden 21 th
- Guldhornene, Klostergade 28
God kamp!