Vilde åbningstilbud: Stort secondhand-univers slår dørene op i Aarhus
Elsker du secondhand tøj? Så kan du godt glæde dig til kl. 12.00, hvor Aarhus får et helt nyt secondhand-univers fyldt med tøj til både mænd, kvinder og børn.
Butikken slår dørene op på Grønnegade 55, der senest har huset Aldi.
Dagens åbningsfest varer indtil kl. 19.00 og byder bl.a. på vilde tilbud – hele dagen kan du spare 50% på alt overtøj og alle blazers.
Shop mærker som Ganni og Versace
Om konceptet fortæller ejerne Line Petersen og Karina Skovmand:
“Alice in Secondhand er et nyt secondhand-koncept, hvor hele familien kan gå på den ultimative skattejagt og finde et varieret udvalg til favorable priser.
I den 350 kvadratmeter store butik er det – som navnet antyder – kun fantasien, der sætter grænser for, hvad man kan finde.
Der er tøj til alle årstider, aldre og størrelser fra brands som Adidas, Carhartt, Samsøe Samsøe, Mads Nørgaard, Tommy Hilfiger, Ralph Lauren, Ganni, Versace, Burberry og mange, mange flere.
Alice in Secondhand henvender sig til den eventyrlystne, som har lyst til at gøre et godt fund inden for fortrinsvis dansk men også udenlandsk secondhandtøj.”
Stor succes med Kilo Vintage Sale
Hvis Line og Karinas navne lyder lidt bekendte, er det fordi, at de også er ejerne af Alice in Secondhand’s “storesøster” Kilo Vintage Sale, som siden 2022 har åbnet pop-up butikker i hele landet.
I Aarhus har Kilo Vintage Sale indtil for nylig været at finde på Ryesgade 1.
”Efter succesen med at sælge håndplukkede varer fra Sydeuropa i Kilo Vintage Sale, har vi nu etableret et samarbejde med en dansk leverandør af secondhandtøj, som henvender sig til flere forskellige stilarter og aldersgrupper, hvormed vi i endnu højere grad kan være med til at sætte dagsordenen for en mere bæredygtig tøjkultur i Danmark,” fortæller Karina og Line.
Missionen er at tilbyde et alternativ til fast fashion til en pris, hvor alle kan være med for at bane vejen for en mere bæredygtig tøjkultur.
Hvad: Ny secondhand-butik åbner
Hvor: Grønnegade 55, Aarhus C
Hvornår: Fredag 9. februar kl. 12.00
Læs mere om Alice in Secondhand her