Reformer, yoga, løb og saunagus: Stort velvære-studio er åbnet i Højbjerg
For få måneder siden åbnede et nyt wellness-hus i Højbjerg.
Måske kender du allerede YO STUDIOS, som parrret Malene Arvin og Jacob Balshøj åbnede for 10 år siden i midtbyen. Siden da er de rykket i nye store lokaler i Scandinavian Center og har åbnet to studioer i København.
Men det nye sted i Højbjerg er ikke som YO’s andre studioer.
På Oddervej 157A finder du nemlig et helt hus, som både tilbyder yoga, pilates fitness & dans – og for første gang præsenterer de også et reformer lokale, et lille lækkert boutique gym og et cardioområde, hvor deres nye holdtype RUN & STRENGTH, foregår.
Derudover har de også etableret et helt særligt udendørs wellness-område med udendørs træningsterrasse, bade og sauna.
Helt nye hold
Jubilæumsåret for YO STUDIOS var et naturligt tidspunkt til at gøre noget anderledes.
Malene og Jacob bor selv i Højbjerg og kunne se, at området manglede et sted som YO.
“Det var en lang dialog, der endte ud i, at det skulle blive til et helt hus fyldt med bevægelsesglæde. Det giver mening, at vi åbner det her sted i vores 10. fødselsdagsår.
Det er vores fælles passion omkring bevægelse og velvære, der med det her velværehus, går op i en højere enhed. Her har vi samlet alt det, som vi begge elsker.
YO HØJBJERG fuldender de sidste 10 års arbejde med YO. Man kan tage til reformer, løb eller infrarød yoga efterfulgt af et udendørs bad under piletræet. Det hele giver bare så god mening,” fortæller Malene Arvin.
Der er heller ingen tvivl om, at det er et YO man træder ind i. Farveuniverset og fornemmelsen af, at der er tænkt over detaljerne, er tydeligt. Den hjemlige, varme og lyse indretning giver lyst til både bevægelse og hygge, som er en rød tråd gennem alle YO’s studioer.



I det nye udendørs wellness-område finder du både et isbad, udebrusere og en sauna, hvor de tilbyder saunagus. Det er med andre ord den perfekte måde at runde bevægelsen af med en pause i den nye oase.
Malene har også teamet op med Nikolaj fra Løberlab, der ved rigtig meget om løb, og sammen har de udviklet RUN & STRENGTH-timen.
“Vi har skabt en time, som er så individuelt tilpasset, som det kan lade sig gøre i et holdformat. Alle føler, at de kan være med, og mennesker, der ikke har tænkt løb var for for dem, kommer igen og igen. Det er virkelig et hold, der gør dig til en gladere og stærkere løber,” fortæller Malene.
Et stærkt supplement til løb og styrketræning er også bevægelse i infrarød varme og reformerholdene, der udfordrer både krop og koordination.
Huset tilbyder altså en helhedsoplevelse for krop og sind med både infrarød hold-, cardio-, og reformersal samt udendørstræning, open gym, sauna og en lounge, der indbyder til hygge og nærvær.
“Vores allerfineste opgave er at sprede bevægelsesglæde. Det var min vigtigste værdi for 10 år siden, og det er det stadig,” forklarer Malene Arvin.
Deler sin egen passion
Malene Arvin har dyrket mange forskellige former for sport siden hun var helt lille. Med en uddannelse i moderne dans, yoga, pilates og som fysiurgisk massør har den bevægelse, der betød alt for hende som barn og ung, hængt ved.
Hun har undervist i yoga og dans siden slutningen af sine teenageår – blandt andet også i det tidligere Fitness DK, hvor de første mennesker begyndte at følge med videre og fortsat er medlemmer af YO STUDIOS i dag.
Som 26-årig lejede hun sig ind i et lokale på Brobjergskolen, hvor hun havde yoga-hold to gange om ugen.
“Jeg sad og lavede mine egne klippekort i hånden. Det voksede i løbet af et halvt års tid. Der var omkring 100 mennesker, der kom igen og igen. Jeg ville bare gerne dele min egen passion med flest muligt,” fortæller Malene Arvin.
Netop det blev startskuddet til YO – og i august 2015 åbnede de deres første studio.
“Det var en kæmpe dag. Vi var slet ikke forberedt på, at der kom nogen mennesker. Men det væltede ind, og jeg havde en dreng på to måneder på armen.”
I dag er både Malene Arvin og Jacob Palshøj gået fuldtid på YO.
“Drømmen er stadig at bevæge flest muligt mennesker uden, at vi går på kompromis med vores værdier – vi må se, hvor det ender,” forklarer Malene.
YO STUDIOS tilbyder både dagspas, hvis du bor i byen og har brug for en dag med lidt ekstra selvforkælelse, ugepas, klippekort og selvfølgelig medlemsskab.


