Nostalgisk gensyn fra 90’erne: Suede spiller koncert på Train
Efterspørgslen var enorm, da det engelske 90’er band Suede i starten af 2020 annoncerede deres meget imødesete Coming Up Tour.
En tour, hvor gruppens anmelderroste, tredje album, “Coming Up” albummet fra 1996, spilles i sin helhed.
Det danske stop var i første omgang en enkelt koncert i Falkoner Salen i København, men få minutter efter, at salget gik i gang, var billetterne revet væk. Netop den reaktion vidnede om den helt specielle position, Suede i snart tre årtier har haft i Danmark.
Nu kan du selv opleve bandet og hits som “Beautiful Ones” og “Filmstar” på Train den 6. maj næste år.
Hurtigstsælgende debutalbum i England
Med hele fem singler i den engelske top 10 og 1,5 millioner solgte eksemplarer blev Coming Up fra 1996 et skelsættende album for Suede, der indtog hitlister og højtalere med numre som ”Trash”, ”Saturday Night” og ”The Wild Ones”.
Suede gjorde allerede stort indtryk, da de med deres selvbetitlede første album blev indehavere af det hurtigst sælgende debutalbum i England i næsten et årti.
Men det var deres tredje plade Coming Up, der skulle vise sig at blive gruppens største kommercielle succes og også lede dem videre ud over de engelske grænser.
Garanti for et medrivende show med store hits
Albummet, som præsenterede både glamrock-inspirerede numre og britpop-perler, landede dem også en nominering til den prestigefulde albumpris Mercury Prize i 1997, hvor gruppen var oppe imod kunstnere som Radiohead, Primal Scream, The Prodigy og The Chemical Brothers.
Live har Suede gjort mindst lige så stort indtryk på musikfans og anmeldere verden over som på plade. Med den karismatiske og højenergiske sanger Brett Anderson i front er Suede garanter for medrivende shows, hvor nerve, ambitioner, indlevelse og musikalitet går op i en højere enhed.
Danskerne elsker Suede, og Suede elsker Danmark. Det har de endnu engang bevist med denne store gestus, og der er derfor lagt i ovnen til en række mindeværdige koncertoplevelser i hele landet.
Billetsalget til turnéen går i gang fredag den 23. april klokken 10.00 via ticketmaster.dk, postenlive.dk og kuto.dk.