Meget usædvanligt: Supermarkeder holder åbent hele natten

Kapsejladsens store comeback nærmer sig hastigt, og er du en af dem, der står tidligt op for at få en god plads i Uniparken, kommer her en fed nyhed.
Føtex Food i både Ceresbyen og på Guldsmedgade holder nemlig åbent hele natten mellem torsdag og fredag, så alle feststemte (og nok en anelse klatøjede) studerende kan købe fornødenheder før det vilde event.
Det er meget usædvanligt, at Føtex-butikker holder natteåbent, men det er faktisk ikke første gang, fortæller personalechef for Føtex Food i Guldsmedgade, Toke Ross, til MigogAarhus:
“Det var noget helt nyt, som vi testede i Føtex Food i Ceresbyen tilbage i 2019, og der kunne vi bare se, at vi skubbede alle kunderne derned.”
De mange unge, der skulle købe ind til Kapsejladsen, lagde et stort pres på den forholdsvis lille Føtex-butik, og det har fået kæden til at udvide konceptet før årets dyst på vandet.
“Derfor har vi år valgt at holde åbent i 2 butikker,” forklarer Toke Ross.
Skarpe tilbud natten lang
I anledning af Kapsejladsen har Føtex Food for en sjælden gangs skyld både klapstole og fleecetæpper i sortimentet.

Derudover er det muligt at hente supermarkedets morgentilbud, hvor du får 10 friskbagte rundstykker og 1 morgenstang for 60 kroner hele natten.
De våde varer er selvfølgelig også på bud.
For 89 kroner får du en flaske Smirnoff Vodka eller Baileys, og en 6-pack med Ceres koster i anledning af Kapsejladsen kun 20 kroner.
Og så lige en venlig reminder: Er det Føtex i Guldsmedgade, du skal forbi, så husk at øllene ligger i kælderen!
Hvad: 2x Føtex Food holder natteåbent
Hvor: Ceresbyen og Guldsmedgade
Hvornår: Natten til fredag d. 29. april