Udvider i hele landet: Nu vender SushiMania tilbage til Aarhus
Hører du blandt dem, der har savnet Sushimania, siden kæden omkring årsskiftet trak sig fra Aarhus, så har vi rigtig godt nyt.
Kæden udvider i øjeblikket med nye butikker landet over, og nu er turen endelig kommet til Smilets by.
Den første butik, SushiMania genåbner i Aarhus-området, bliver en shop-in-shop, som du kan besøge i Meny på Vindrosen 37 i Risskov allerede i næste uge.
Butikken slår nemlig dørene op onsdag den 13. september. Her er der dømt åbningsfest med DJ fra kl. 15.00-19.00, hvor SushiMania byder på både smagsprøver og et godt glas vin til alle, der kigger forbi.
“Vi har generelt glædet os til at komme tilbage til resten af Jylland. Da vi åbnede i Viborg for et halvt år siden, blev vi bare modtaget med åbne arme, og vi har fået mange henvendelser på, hvornår vi ville komme tilbage til Aarhus.
Vi har kæmpet for at nå i mål med det, og det betyder alverden for os at være tilbage hos aarhusianerne, så vi kan levere sushi til dem igen,” siger Nathalie Ina Kühl, der er indehaver af SushiMania.
Søger nye ansatte i Aarhus
I starten af året iværksatte SushiMania en stor ekspansionplan, der skulle sikre nye butikker i hele Danmark – dén plan er nu i fuld gang med at blive til virkelighed.
Hvad: SushiMania genåbner i Aarhus
Hvor: Meny på Vindrosen 37 i Risskov
Hvornår: Onsdag den 13. september
Med åbningen i Risskov kommer kæden til at råde over hele 15 butikker på landsplan, og der er endnu flere på vej – også i Aarhus, fortæller Nathalie Ina Kühl.
I første omgang søger SushiMania ekspedienter til den nye butik i Meny, hvor der både er fuldtids- og deltidsstilinger ledige.
Så er du serviceminded og glad for at have med kunder at gøre, er det bare om at sende en ansøgning afsted til job@sushimania.dk
SushiMania har efterhånden 14 år på bagen. Kæden startede i 2009 som Danmarks første pick’n’mix-koncept til sushi.
Udover i Aarhus kan du besøge SushiManias butikker i byer som Aalborg, Viborg, København, Glostrup og Kalundborg. Se hele listen her