Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Svalegangens Dukketeater får nyt hjem

Efter denne sæson skilles Dukketeatret og Svalegangens veje. Efter i alt 29 sæsoner med egen teatersal på Svalegangen, fusionerer Svalegangens Dukketeater med et andet af slagsen. Men dukketeatret får bopæl på et andet kendt teater i Aarhus og her kan det fra næste sæson, sammen med dukkeføreren Per Brink Abrahamsen, fejre 30-års jubilæum.

 

Vi har mødt Abrahamsen til en snak om karrieren, den sidste forestilling på Svalegangen og fremtiden.

 

Dukketeatrets far har et imponerende cv

Jeg får helt sved på panden af at læse Per Brink Abrahamsens cv. Selvom han er 73 år gammel, får de talrige opremsninger af oversættelser, publikationer og dramatiseringer mig til at føle, at jeg har opnået nul og niks i sammenligning. Cand. Mag i Dramaturgi og Engelsk mig her og Shakespeare-oversættelser mig der. Da jeg blev født, i 1982, startede han sit samarbejde med Svalegangen og da jeg blev 6, havde han arrangeret mere end 150 Music Hall forestillinger i Danmark.

dukketeater_web

Pressefoto: Svalegangen

 

Per Brink Abrahamsen er dog mest kendt som ham der styrer strengene i Svalegangens Dukketeater; det eneste professionelle papirteater i Danmark, som han samtidig er grundlægger og leder af. Han lever og ånder for dramaturgi og teater og fortæller gerne herom med sin charmerende, vestjyske iver. Han har flere gange samarbejdet med Dronningen og hans egenskaber erhvervede ham i 2010 ordenen Ridder af Dannebrog.

 

Shakespeare og teaterkoncerter

Han har en forkærlighed for Shakespeare og gamle London i “The Globe”-tiden, men har samtidig aldrig været bange for at prøve kræfter med det moderne. Og hvis det moderne er eksempelvis teaterkoncerter, hvorfor skulle dette så ikke kunne lade sig gøre i et papirteater? Dette blev afprøvet i forestillingen “Mother, Tell Me More” i 2011, som samtidig markerede 25-års jubilæet på Svalegangen, til tonerne af Pink Floyds musik. Det var et bevis på Per Brink Abrahamsens evne til nytænkning og høstede store roser, fra. bl.a. Smagsdommerne. Endvidere er Nikoline Werdelins små tegneseriehistorier også blevet vakt til live af Abrahamsens små papirmennesker og universer.

 

Dukkefører er hovedrolleindehaver i sidste forestilling

For tiden fremviser Dukketeatret forestillingen “Mig og Monika og Shakespeare”. Det er en nyproduktion, men giver et gensyn med dukken Monika, som er en genganger fra Dukketeatrets første sæson på Svalegangen, i 1987. Per Brink Abrahamsen spiller også selv en hovedrolle heri. 

 

Fra næste sæson vil Dukketeatret, efter fusionen kaldet Papirteatret Meklenborg, være at finde på Katapult på Godsbanen, som bliver det nye hjem for de små papirsdukker. Abrahamsen ser frem til at opleve kulturen og teatermiljøet på Godsbanen, hvor de vil opføre både nye og gamle produktioner. 

 

“Mig og Monika og Shakespeare” spiller d. 9., 16. og 23. april på Svalegangen.

Første forestilling på Katapult forventes at være i oktober 2016.

Dukkeføreren

Pressefoto: Svalegangen

 

Teatret Svalegangen

Rosenkrantzgade 21
8000 Aarhus C
Billetter: 86138866
Website

 

Svalegangens Dukketeater

v/ Per Brink Abrahamsen

Website

 

Teater Katapult

Skovgårdsgade 3
8000 Aarhus C
Billetter: 86202699
Website