Sydhavnen: Værestedets Venner introducerer ”Månedens gæstekokke” på Værestedet
Foreningen Værestedets Venner, der siden foråret 2018 har arbejdet for at give støtte til Værestedet i Jægergårdsgade, introducerer nu et nyt koncept. Hver måned i 2019 vil forskellige grupper i byen frivilligt være gæstekokke for en aften på Værestedet og både donere og tilberede et lækkert måltid for de mange brugere. Første ”månedens gæstekokke” er den lokale afdeling af SF, som besøger Værestedet 26. januar.
Værestedets Venner står i 2019 bag konceptet ”Månedens gæstekokke”. Her vil frivillige en aften hver måned stå for dagens måltid for Værestedets brugere, som er nogle af byens udsatte borgere. Formålet med konceptet er både at lette en stram økonomi for institutionen og give flere af byens borgere et tættere kendskab til Værestedet og dets brugere; en samfundsgruppe som ofte bliver mødt med fordomme og afstandtagen.
Hjertelighed og varme
Første gang bliver 26. januar, hvor SF Aarhus er dagens gæstekokke. SF Aarhus’ fællesformand Søren Kronborg fortæller, hvorfor de har valgt at tage del i konceptet. “Vi kan alle risikere i livet, at der er forhold, der gør, at det er os, der en dag står og har brug for, at nogen rækker hånden ud efter os og vil hjælpe. Da jeg var nede og tale med Værestedet og dets brugere om, at vi kom og lavede mad, mødte jeg en hjertelighed, varme og glæde hos dem, som bekræftede mig i, at det var det helt rigtige at gøre, så jeg kan kun opfordre andre partier, organisering eller borgere til at melde sig og give bare en lille hånd til nogen, der har virkelig meget brug for det.”
Afsat til forskellige grupper
Der er stor interesse for at være med i konceptet. Seks ud af de ti dage i løbet af 2019 er allerede afsat til forskellige grupper i byen. (Juli og december er ikke med i første omgang, da Værestedets Venner i disse måneder afholder andre arrangementer.) Indtil nu har følgende grupper meldt sig som gæstekokke – ud over SF Aarhus: Alternativet Aarhus, Rotary, Venstre Aarhus, DSU og naturligvis Værestedets Venners bestyrelse.
God mad og fællesskab giver bare en bedre dag
Formand for Værestedets Venner Mette Skautrup fortæller: “Maden er noget af det mest samlende i vores samfund. At mødes for at dele et måltid og være en del af et fællesskab betyder meget for alle mennesker. Derfor er konceptet med månedens gæstekokke vigtig for brugerne af Værestedet. God mad og fællesskab giver bare en bedre dag.”
Det er helt åbent for alle at blive månedens gæstekokke. Det kræver blot, at man kan donere eller tilberede mad til ca. 60 personer på en udvalgt aften. Er man interesseret, kan man henvende sig til Værestedets Venner via hjemmesiden.
Om Værestedets Venner
Foreningen Værestedets Venner blev stiftet i foråret 2018. Foreningens formål er at hjælpe brugerne af Værestedet i Jægergårdsagde med omsorg og gode relationer gennem støtte, indsamlinger og frivilligt arbejde.
Læs mere om foreningen på vaerestedetsvenner.dk.