Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Systematic runder en milliard i omsætning og sikrer stort millionoverskud

Michael Holm
Michael Holm

Med et driftsoverskud på 91 mio. kr. og en omsætning lige over en milliard, er der stor tilfredshed med årets regnskab fra softwarevirksomheden Systematic. Virksomheden har i løbet af året foretaget store investeringer i innovation og udvikling af eksisterende og nye produkter, og ordrebogen sikrer allerede nu en solid del af omsætningen for det kommende regnskabsår.

 

Med nye ordrer fra bl.a. Ørsted, Region Nord, Australiens forsvar og ikke mindst en fornyet kontrakt med det amerikanske forsvar har der været så godt gang i Systematics forretning i 2018/19, at omsætningen er steget til 1.014 mio. kr. mod 965 mio. kr. året før.

 

Driftsresultatet (EBIT) på 91 mio. kr. er både tilfredsstillende og forventeligt, set i lyset af, at Systematic har investeret over 100 mio. kr. i innovation og produktudvikling af nye og eksisterende løsninger.

 

Stifter og majoritetsejer af Systematic Michael Holm har en klar holdning om, at penge ikke skal ligge på kistebunden eller i ejernes lommer – de skal ud og arbejde for virksomheden.

 

“Vi har i løbet af 2019 brugt flere ressourcer på at udvikle produkter og bidrage til innovative forskningsprojekter bl.a. inden for AI og machine learning i sundhedssektoren. Samtidig investerer vi internt i splinternye HR- og ERP-systemer, som skal strømline virksomheden og gøre den klar til yderligere vækst”, fortæller han.

Systematic runder en milliard i omsætning og sikrer stort millionoverskud

Michael Holm forventer, at Systematic i de kommende år vil øge indtægten yderligere fra salg af softwarelicenser, tilknyttede tjenester og services med et øget fokus på onlinesalg af blandt andet SaaS-løsninger (Software as a service) og e-learning.

 

Solide ordrer på software til både sundhed, forsvar og offshore

Regnskabsåret 2018/19 har været kendetegnet ved flere solide ordrer; bl.a. da Region Nord i sommer valgte at indkøbe Systematics elektroniske patientjournal Columna, som derved bliver den bærende løsning i alle de jysk-fynske regioner. Region Syd har ud over patientjournalsystemet også anskaffet en servicelogistik-løsning, som hjælper portører og klinikere med koordinering og overblik over opgaver på sygehusene. Kort før nytår sidste år kunne Systematic glæde sig over, at vinde opgaven med at levere den første landsdækkende infrastruktur til telemedicin.

Systematic runder en milliard i omsætning og sikrer stort millionoverskud

Hos Danmarks største forsyningsvirksomhed, Ørsted, faldt valget også på en Systematic-løsning til marinekoordinering på Ørsteds offshore vindmølleparker. Desuden har Tyskland, Østrig, Storbritannien, Australien, og Finland valgt at investere i Systematics SitaWare software til militært brug. Lige som det amerikanske forsvar forlængede deres service- og vedligeholdelseskontrakt med Systematic.

 

Fortsat fokus på international ekspansion

Michael Holm understreger, at international ekspansion fortsat er et væsentligt fokusområde for Systematic, som i dag skaber 44 pct. af den samlede omsætning i udlandet.

 

I 2018/19 er arbejdsstyrken hos Systematic udvidet med 201 nye medarbejdere, så det samlede antal medarbejdere er på cirka 1100. Værd at bemærke er det, at ud af alle de nyligt ansatte er 13% af dem tidligere medarbejdere, som har fundet det attraktivt at vende tilbage til Systematic igen.

Systematic runder en milliard i omsætning og sikrer stort millionoverskud
Michael Holm

Vi er dybt afhængige af at have de rigtige, motiverede og kvalificerede medarbejdere, og vi ser det som noget positivt, når medarbejdere vil ud og prøve noget andet, for de vender ofte tilbage med ny viden, inspiration og en erkendelse af, at Systematic er et særligt godt sted at arbejde, siger Michael Holm, der oplever, at det betaler sig at investere i et godt arbejdsmiljø og medarbejdernes udvikling:

Vi kan ikke være andet end tilfredse med det, vi har opnået sammen i år. Der ydes en dedikeret indsats fra medarbejdere i alle lande, og det oplever vi helt konkret ved, at vi er anerkendt over hele verden for at levere det aftalte til tiden og inden for budgettet. I løbet af det seneste år har 98 pct. af vores softwareleverancer været leveret til tiden eller endda før, og det kan kun lade sig gøre, fordi vi hele tiden arbejder for at optimere og forbedre den måde, vi udvikler software på, fortæller Michael Holm.

 

Systematic er anerkendt internationalt for sine agile ​​softwareudviklingsprocesser baseret på Lean, Scrum og CMMI5-modellen. Systematic er blandt de få virksomheder i verden, som har opretholdt en CMMI5-certificering i mere end 10 år.

 

Fakta om Systematics årsregnskab

2017/18 2018/19
Omsætning 965 mio. kr. 1.014  mio. kr.
Driftsresultat (EBIT) 128 mio. kr. 91 mio. kr.
Egenkapital 341 mio. kr.  383 mio. kr.
Likviditet 181 mio. kr. 231 mio. kr.

Systematic er 100 procent selvfinansieret, og der findes ingen banklån eller fremmedkapital i selskabet.

 

I regnskabsåret 2018/19 omsatte Systematic Group for DKK 1.014 mio. med en EBIT-margin på 9,0% svarende til en EBIT på DKK 91 mio. Omsætningen steg med 5%, mens EBIT faldt med 4,2% -point på grund af det meget høje aktivitetsniveau inden for innovation og produktudvikling i 2018/19.

 

Om Systematic

Systematic A/S udvikler software og systemløsninger til kunder inden for den offentlige og private sektor. Fælles for disse kunder er et behov for at kunne integrere, sammenstille og analysere store mængder komplekse data – ofte i kritiske situationer. Systematic blev grundlagt i 1985 og er i dag Danmarks største privatejede softwarevirksomhed med 500.000+ brugere på globalt plan og flere internationale koncerner som partnere. Virksomheden har ca. 1100 medarbejdere og hovedsæde i Aarhus. Med internationale kontorer i Australien, Canada, Finland, Forenede Arabiske Emirater, New Zealand, Storbritannien, Sverige, Rumænien, Tyskland og USA servicerer Systematic kunder i 50+ lande.

 Se mere her: www.systematic.com