Hvem løber du for?: Tag din egen historie med til Løb for Knæk Cancer
Der findes løb, hvor tiden på stopuret ikke er det vigtigste.
Lørdag den 24. oktober klokken 10.00 kan du være med til at opleve netop sådan et løb i Mindeparken i Aarhus, når Aarhus Motion endnu en gang inviterer til Løb for Knæk Cancer.
Du kan tilmelde dig løbet allerede nu via dette link. Og har man en særlig grund til at være med, kan man gøre startnummeret personligt ved at få printet sit eget budskab derpå. Det kræver, at man tilmelder sig senest 18. oktober.
Til løbet bliver de grønne omgivelser i parken omdannet til et samlingspunkt for løbere, walkere, familier, venner og alle andre, der har lyst til at bevæge sig for en sag, der berører de fleste.
Man kan vælge mellem 4 og 7 kilometer, og uanset om man løber hele vejen, går ruten i sit eget tempo eller tager turen side om side med en, man holder af, er man med til at støtte Knæk Cancer.
I år har Aarhus Motion taget et helt nyt tiltag i brug. De har nemlig valgt at spare den chip, der plejer at sidde på startnummeret, så vi sammen kan samle endnu flere penge ind til Knæk Cancer.
Fokus er derfor ikke på jagten efter sekunder, men på fællesskabet, oplevelsen og den betydning, det har at stille sig sammen for noget større.
Goodiebags og en særlig medalje
Som noget helt særligt bliver Mindeparken igen prydet af den store Knæk Cancer-blomst, der males på plænen af Turftank i dagene op til løbet.
Blomsten er måske Danmarks største Knæk Cancer-blomst, som efterhånden er blevet en fast del af arrangementet. Alle deltagere kommer forbi den undervejs på ruten, hvad enten de vælger 4 eller 7 kilometer.
Det er en enkel, men stærk markering af dagens formål, og for mange bliver turen gennem blomsten et øjeblik med plads til både eftertanke og håb.
Deltagerne får stadig et flot startnummer, vand, kaffe, en goodiebag og en Knæk Cancer-medalje med hjem fra dagen. Derudover er der lagt op til en hyggelig dag, som du kan nyde med venner og familie.
Løb for Knæk Cancer 2026 er med andre ord ikke kun en motionsdag i Mindeparken, men en hyggelig formiddag, hvor Aarhus kan samles i bevægelse, nærvær og opbakning til en vigtig sag.
Hvad: Løb for Knæk Cancer 2026
Hvor: Mindeparken i Aarhus
Hvornår: Lørdag den 24. oktober 2026 klokken 10.00
Distancer: 4 og 7 kilometer
For hvem: Løbere og walkere
Pris: 210 kroner plus gebyr
Formål: Al overskud går ubeskåret til Knæk Cancer
Personligt startnummer: Bestil senest 18. oktober, hvis du vil have dit eget budskab på startnummeret

