Hvem vil du høre?: NorthSide tager imod ønsker til næste års musikprogram
Der var Andreas Odbjerg, Drew Sycamore, Jada, Mø, The Minds of 99, Saveus, Suspekt, Tessa, Jung og som en kanin i hatten – Thomas Helmig.
Internationale navne var der færre af, men der var trods alt Nick Cave, Disclosure og Lewis Capaldi.
Årets udgave af NorthSide fik kritik for at have for mange danske navne og for få udenlandske artister på programmet, men næste år kan det se anderledes ud.
Uanset om du var enig i kritikken eller ej, kan du nemlig nu give dit bud på, hvem der skal spille på Aarhus-festivalen i 2023.
“Kalder alle musikelskere, programskeptikere, livemusik-lovers med flere. Fortæl os, hvem DU gerne vil opleve i Eskelunden næste sommer,” skriver NorthSide på Facebook.
Det er både til hovedscenerne og til den nye elektroniske scene ELECTRA, NorthSide ønsker dit bud på, hvilke navne der skal bookes.
Du kan ønske så mange navne, du vil, og du kan vende tilbage til linket og ønske igen, hvis du kommer i tanke om et navn, du bare må høre på næste års festival.
Så hvem skal spille på NorthSide 2023? Ønsk løs lige her