MigogAarhus guider: Takeaway fra hele verden til billige penge

Rejser og restaurantbesøg er udelukkede for tiden.
Derfor tager vi dig nu med på en lille takeaway-rundrejse i Aarhus, hvor vi besøger nogle af verdens bedste køkkener – lige fra det franske til det indiske.
På den måde kan vi sammen drømme os tilbage til lune aftener ved rivieraen og mere eksotiske backpackerture i Asien.
Denne guide giver dig takeaway fra fjerne himmelstrøg – og tilmed til yderst fornuftige priser!

Oli Bistro i Mejlgade
Vi starter i det franske på Oli Bistro, som må siges at være indbegrebet af ”Value For Money”. Det hyggelige og autentiske franske landkøkken serverer veltilberedte retter til virkelig gode priser.
Her får du en ”dagens ret” bestående af langtidsstegt kalvespidsbryst med rodfrugter, kartoffelmos og sky sauce til blot 55 kroner – og der er altså tale om retter, som mætter!
Er du lidt ekstra sulten kan du få en 3 retters Bistro menu til den nette sum af 95 kroner. Her får du en kartoffel/porre suppe til forret, dagens ret til hovedret – og til dessert står den på rabarbertrifli.
Det bliver et ja tak til fransk bistromad her fra!
Hvor? Mejlgade 41

Shawarma Mesteren
Vi rykker videre fra Frankrig til Mellemøsten, for nu skal vi have en ægte god shawarma.
Manden bag Shawarma Mesteren hedder Hassib Kurdis, og for ham betyder det meget, at hans shawarma ikke blot er en kopi af det, som alle andre også laver.
Alt fra brød til dressinger er hjemmelavede – og stedet har tilmed deres egen hemmelige krydderiblanding, som ikke fås andre steder i Aarhus.
Shawarmaen eller den tyrkiske sandwich laves med oksekød fra ungkvæg, kylling eller falafel – og du kan få den til sølle 45 kroner. Er du mere til kød, salat og pommes, så kan det også nemt klares for 65 kroner.
Hvor? Guldsmedgade 17

Il Locale
Du tænker sikkert, at vi nu skal til pizzaens fødeland, Italien. Men faktisk rykker vi lidt længere vest på til New York.
Det aarhusianske pizzasted, Il Locale, er nemlig inspireret af de italienske immigranter, som i slutningen af 1800-tallet ankom på atlanterhavsbådene til New York City med pizza i deres hjerter og mod på livet.
Il Locales pizza er lavet på surdej og mange års passioneret erfaring. Dejene hæves koldt i op til fem døgn, hvilket giver en sprød pizza, som er let at fordøje, og som smager himmelsk.
Du får den klassiske ’7 COTT’ med tomat, mozzarella, italiensk kogt skinke og svampe til 95 kroner – hvilket vi synes, er en rigtig god pris taget kvaliteten i betragtning.
Hvor? Guldsmedgade 36

De Fyrretyve Røvere
Fra pulserende New York til farverige gadekøkkener i Mellemøsten.
Brødrene Anas og Ahmed Amin står bag det efterhånden berømte pitasted på Frederiksbjerg ’De Fyrretyve Røvere’ – og for nyligt udvidede de med et pizzasted af samme navn i Brabrand.
De to brødre er begge uddannede kokke og blev oprindeligt oplært i fransk gastronomi.
Men begge har en stor forkærlighed for de mellemøstlige gadekøkkener og den nye nordiske madkultur – og det er vi heldige med. For du får nemlig det bedste fra begge verdener, når du sætter tænderne i pitaen fra ’De Fyrretyve Røvere’.
Du kan få en stor pita med eksempelvis friteret halloumi til blot 65 kroner – ja tak!
Hvor? Frederiks Allé 81

The South Indian
Vi afslutter vores lille madrejse i Sydindien hos The South India, som ligger på Nørre Allé.
Her har de en klar holdning til mad. Deres køkken er “chettinad”, hvilket er det fineste indenfor indisk madkunst.
Køkkenet er aromatisk og krydret. Det er berømt for brugen af mange forskellige krydderier i tilberedningen af maden, særligt kød, fisk og kylling.
For bare 79 kroner kan du få den klassiske indiske ret Dosa, som er en slags tynd og porøs pandekage lavet af mel fra linser og ris på en rund støbejernspande. Du kan få din Dosa med alverdens fyld i.
Det er indisk, når det er bedst, og vi er fan af stedet!
Hvor? Nørre Allé 51