Helt nyt i Aarhus: Nu kan du snart få döner i tysk stil
Har du ventet forventningsfuld i køen til legendariske Mustafa’s Gemüse Kebap eller andre gode dönerbarer i Tyskland?
Så har du måske også undret dig over, at tysk döner aldrig for alvor er nået til Danmark – før nu.
For i januar åbnede Berlin Döner Kopenhagen i hovedstaden, og nu er en helt ny dönerbar efter tysk forbillede på vej til Aarhus.
På Vesterbrogade 1, hvor Byens Pitabar hidtil har holdt til, åbner Hamburg döner, hvor du som noget nyt her i byen kan få döner i tysk stil.
Friskbagt brød og fair priser
En rigtig döner serveres i friskbagt brød, og det bliver også tilfældet hos den nye dönerbar, der åbner lige om hjørnet fra Vesterbro Torv.
Indehaver Firas Khaled har nemlig lavet en aftale med en bager i Bazar Vest, der kommer til at levere friskbagte tyrkiske brød til Hamburg döner hver morgen.
Til MigogAarhus fortæller han, at stedets döner bliver i samme stil, som man (måske) kender det fra Hamborg – med blandt andet friske salater, fetaost, forskellige dressinger og selvfølgelig kebab.
Hamburg döner kommer til at have “meget fair priser”, og Firas Khaled ser frem til at bidrage med noget nyt til den aarhusianske takeawayscene.
“Jeg er mega spændt på, hvad der kommer til at ske. Jeg glæder mig selvfølgelig til at sprede det nye ud og se, om folk kan lide det,” siger han.
Firas Khaled håber at kunne åbne sin nye dönerbar indenfor en uge. Åbningsdatoen vil snart blive meldt ud her på Instagram.
Hvad: Hamburg döner
Hvor: Vesterbrogade 1 i Aarhus C