Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Teater Katapult blænder op for den største sæson nogensinde

For første gang i Teater Katapults historie lancerer teatret på Godsbanen nu et helårsprogram for efteråret 2016 og foråret 2017. Det er det største og mest intensive repertoire nogensinde med mere en 20 forestillinger, fire shows, syv storytelling-arrangementer – og så er repertoiret for foråret 2017 ikke engang færdigt endnu. Med indtil nu tre internationale gæstespil, fire festivaler (ILT, Zulu, Quonga og Spring Forward), Korny Korner og Papirteatret Meklenborgs indflytning på Teater Katapult er der fyret op til et år med væsentligt teater på Godsbanen. Endelig præsenterer Katapult den allerførste internationale co-produktion FISK med skotske Tortoise in a Nutshell. Og der er årskort til det hele!

 

Vi har aldrig haft så meget på plakaten

Med mere end 20 unikke teaterforestillinger det næste år, er Teater Katapults sæsonprogram for 16/17 det største i teatrets historie. Og så er foråret endnu ikke færdigplanlagt. ”Vi har aldrig haft så meget på plakaten, som vi har det næste års tid samlet i et helt sæsonprogram”, fortæller teaterchef Torben Dahl og fortsætter: ”Det bliver et spændende og intensivt år, vi går i møde – nogle gange med forestillinger på begge vores scener samtidigt. I år har vi rakt længere ud over landegrænserne med to internationale gæstespil og vores første internationale co-produktion, FISK, med skotske Tortoise in a Nutshell”, slutter han.

 

En plovmand for 10 forestillinger

Teater Katapult fortsætter også med at tilbyde årskort til de teaterhungrende østjyder, men gør det nu endnu mere attraktivt. Prisen er stadig kr. 500,- for hele 10 forestillinger, men teatret giver nu rabat på 50 % på alle andre arrangementer, med undtagelse af StorySlam. Er man studerende eller ung under 25 år, er prisen kun kr. 350 – men med alle de samme fordele.

 

Som en fisk i vandet

Teater Katapult havde i efteråret 2014 besøg af den skotske teatertrup Tortoise in a Nutshell og den imponerende forestilling FERAL. Her blev kimen lagt til et fremtidigt samarbejde, som i oktober 2016 endeligt har verdenspremiere. ”Tortoise er stærke på det visuelle og sceniske udtryk”, fortæller Torben Dahl og slutter: ”Teater Katapults styrker ligger bl.a. på historiefortællingen og det dramatiske narrativ, så vi fandt hurtigt ud af, at det kunne være spændende at kombinere vores styrker.” I FISK væver prisvindende Tortoise in a Nutshell og Teater Katapult dukkemageri, dramatisk fortælling, bevægelse og delikat design sammen og skaber visuelt teater i høj klasse. Publikum vil blive draget ind i en atmosfærisk og fordybende verden. (Læs mere om samarbejdet i bilag1)

 

Papirteatret Meklenborg flytter ind

Efteråret 2016 bliver også sæsonen, hvor Papirteatret Meklenborg, som er resultatet af fusionen mellem Svalegangens Dukketeater og Meklenborg Dukketeater, flytter ind på Teater Katapult. Meklenborg bliver et hus i huset, og Teater Katapult er stolte over at kunne bevare denne vigtige kunstart som papirteatret er. Allerførste forestilling bliver Meklenborgs 25års jubilæums forestilling MOTHER, TELL ME MORE. Senere følger SKYGGE BALDUR, og i foråret 2017 kan publikum se frem til CLAUS-BO & HANNAH & LISA & GEORG plus en splinterny forestilling fra det anerkendte papirteater.

 

Spækket teaterprogram

Teater Katapult blæser i hornet for retten til at elske den (eller dem) man vil, når Livingstones Kabinet atter gæster Katapult. Denne gang med den prisvindende og anmelderroste forestilling THE EINSTEIN OF SEX. Den handler om den tyske forsker Hirschfelds kamp for retten til kærlighed mellem mænd. Forestillingen er et stærkt og aktuelt indspark i debatten om seksuelle mindretal i verden i dag.

The Einstein of sex_1_foto Bjarne Stæhr

Stærk og aktuel er også JE SUIS STORM P af Det Flydende Teater og Teatergrad. Med tanker til Muhammed-tegningerne, Charlie Hebdo og Krudttønden gives et humoristisk og musikalsk portræt af den unge og succesrige Storm P.. Forestillingen stiller spørgsmål til idealisten og realisten i os alle. Er det fejt at vælge overlevelsen, eller skal man være parat til at gå i døden for kunsten? For humanismen? For ytringsfriheden?

 

 Fra Socrates over Mohammed Ali til Osama Bin Laden

Teater Katapult har også fundet nogle af de mest opsigts- og tankevækkende forestillinger fra udlandet og præsenterer bl.a. disse fantastiske internationale gæstespil: Det første bliver BIGMOUTH (B/UK), en halvanden times tour-de-force-hyldest til 2500 års skelsættende taler fra Socrates over Mohammed Ali til Osama Bin Laden og viser, at retorikkens tricks ikke har ændret sig synderligt. Den anden internationale forestilling bliver Volker Gerlings poetiske flipbogsforestilling PORTRAITS IN MOTION (D) baseret på hans 3500 km lange vandring igennem Tyskland, hvor han tog billeder af de mennesker, han mødte.

 

Kulturbyåret bliver i januar sparket i gang med maner, når Mungo Park Allerøds anmelder- og publikumsfavorit H.C. ANDERSENS SAMLEDE EVENTYR sender de århusianske teatergængere igennem efterladenskaberne fra Danmarks store digter. 156 eventyr. Tre skuespillere. Én forestilling.

 

 Zulu Comedy Festival

Og så vender Zulu Comedy Festival tilbage, hvor Teater Katapult giver dobbelt-op på comedy med bl.a. Teater Flæs og forestillingen HVORFOR SNAKKER VI OM MIG? om den nyopdagede art, Tankelæseren. Det er en af-art af den moderne og selvrealiserende kvinderace, der oprindeligt stammer fra den nordeuropæiske Navlepiller. Samme aften kommer DÅRLIGDOMMERNE, hvor tre bitre mænd giver deres anmeldelser af uaktuelle film. Endelig kan man få trænet og muligvis også forstrukket lattermusklerne, når NYT FRA JYLLAND indtager scenen. D’herrer Joachim Jepsen og René Riis har bl.a. gjort DR2 og TV2 Zulu usikre med deres sketch-shows og nu indtager de Teater Katapult.

 

Nosser i 2015

Teater Katapults Korny Korner-koncept vender også tilbage med bl.a. Tobias Trier i DIRIGENTEN og skuespiller Mads Wille og mentalmagiker Anders Lund foretager excorsisme på Katapult i UDDRIVELSEN. Som noget nyt involverer Teater Katapult også DOKK1 i storytellingformatet LYTTERIET og så er der StorySlam GRAND Slam-finale i december, hvor årets bedste Story Slammer kåres.

 

Endelig er der også det aller-bedste fra vækstlaget, når Teater I Akt, som gæstede Katapult med forestillingen Nosser i 2015, indtager scenerummet med DET VI GØR – en energisk forestilling om, hvor langt vi vil gå i kampen for frihed.

Se mere om Katapult her: